Bryllup

BRYLLUP

Brylluppet stod om formiddagen. I den traditionelle stil med præstevielse og hele familien samlet. Om det må siges, at det ikke var synderligt spændende for andre end dem det lige angik sådan helt personligt.

Efter brylluppet var der den traditionelle reception med kølig hvidvin der var mere sur end godt var, og pindemadder der måske havde stået lige en anelse for længe og derfor, måske nok var lige lidt for tørre. Men trods alt var der dog andre liflige sager, såsom køligt fadøl og halvlunkne colaer, og en masse hjemmebagte grovflutes, som man kunne krydre lidt med det ost der var sat frem….

Det var ikke noget af alt dette der hævede receptionen over det lidt middelmådige, ej heller var det de mange mænd klædt i deres standardjakkesæt fra en helt bestemt forretningskæde, købt på tilbud til årstidens arrangementer, som gjorde deres til, at det blev en meget speciel eftermiddag for de mange gæster.

Mange af mændene skal dog have den ros, at de virkelig havde prøvet at oppe sig, og de alle havde farvestrålende butterflies på. Det var endda lykkedes to af de ældre mænd at finde den samme sommerfarve og derfor strålede de meget ens med deres butterflies.

Alle disse farvestrålende mænd havde ganske naturligt også taget deres koner med. Og mon ikke konerne havde en finger med i spillet med hensyn til mændenes festlige påklædning, for de selv var alle som en, også klædt i festlige sommerfarver i forskellige sommerkjolevarianter.

Generelt må man sige, at de havde været så originale at klæde sig i farver der matchede deres mænds butterflies, så man på denne simple måde kunne se hvem der dannede par sammen.

Selvfølgelig var der et lille problem med de to par som, uheldigvis havde valgt den samme sommerfarve, men alle var så venlige, at de end ikke lod som om de bemærkede det.

Receptionen var med vilje kun for den lidt ældre del af familien og deres venner. Deraf den lidt halvgamle flok i forhold til de to unge som var blevet viet om formiddagen, og nu vitterligt stod som det strålende højdepunkt ved denne sommerreception.

Bruden i en hvid sag af en bryllupskjole der sad så den netop fremhævede de former som var brudens mest yndefulde…..  Det knaldrøde hårbånd passede perfekt til den stribe silkestof der finurligt var syet ind som et helt bestemt mønster i den meget smukke brudekjole.

Gommen var ligesom bruden særdeles velklædt. Et skræddersyet jakkesæt i en farve, som nogle ville betegne som indigoblå og andre som marineblå eller bare, som brudens far betegnede det, mørkeblåt. En hvid skjorte der var knappet til den næstsidste knap og et par dyre sorte engelske sko gjorde sit til, at hans påklædning var næsten perfekt.

Et par dyre hvide sportsstrømper sad fint om den unge mands ankler og ville nok havde skåret i en kenders øjne, selv om det var et par dyre, netop indkøbt til dette arrangement, sportsstrømper. Men blandt alle mændene og konerne var der ingen der ligefrem var kendere så derfor fremstod mandens påklædning som perfekt. Hvilket den stort set også var.

Brudeparret var naturligvis en af de ting som hævede denne bryllupsreception ud over det sædvanlige. Deres meget flotte påklædning stod i skærende kontrast til alle gæsterne og fortalte om en helt personlig og veldefineret smag. Selvfølgelig var de midtpunkt alene af den grund at det var dem der havde bryllup. Men deres påklædning gjorde dem også til et centrum selvom de ikke havde været et bryllupspar. Heldigvis for dem og andre bryllupspar var det dog deres eget bryllup.

En anden ting som vitterligt gjorde dette bryllup til noget helt specielt for de medvirkende var vejret…. Det nordiske vejr er ikke noget man lige skal stole på, og da aller mindst i august måned som kan være helt umuligt, og temperaturen kan svinge fra minus grader til varmegrader omkring de 30.

Dette er ment meget bogstaveligt og folk der har bare lidt kendskab til det nordiske klima vil vide, at det er sandt.

Dem det ofte rammer hårdest, er de nordiske skolebørn, som absolut skal døje med at skulle starte i skole i denne august måned, hvor der netop er chance for at få kompensation for det ofte helt utrolige sommervejr, som ikke sjældnt holder et meget lavt gennemsnit for sommertemperaturen.

Så man kan sige om august, at det netop er en måned med mange muligheder. Det kunne eventuelt være en sidste chance for at lufte de brune sommerben eller man kunne opnå en chance for, at få prøvet sit gamle vintertøj af for at se om det kan holde til en sæson mere…

Men denne eftermiddag var alle vejrguder der måtte eksistere, med det unge brudepar og deres gæster.

Det var en af disse dage som Karen Blixen havde fundet en masse inspiration i, når hun skulle beskrive de afrikanske stemninger. ……….En varm dansk sommerdag er ikke meget ulig en varm dag i Østafrika. Der er selvfølgelig en masse andre ting der ikke er helt det samme, men klimaet er ikke helt ulig.

For det var varmt,……… men ikke denne ulidelige varme som man også her nordpå kan risikere. Nej det var bare varmt på den mest behagelige måde det nu kan være varmt her nordpå.

Receptionen skulle være holdt udenfor og hvis det ikke var vejr til det, så lå der en gymnastiksal lige i nærheden som man havde fået lov til at låne, i det tilfælde at det nordiske vejr havde bestemt sig for ikke at smile til det unge brudepar.

Sådan er folk i norden nemlig også, man har lært at gå på kompromis med vejret, og hvis man laver et udendørsarrangement er det naturligt at man garderer sig, således at man har tilgang til indendørs lokaler.

Denne eftermiddag var der bestemt ikke brug for indendørslokaler, overhovedet.  Sjovt nok huskede de fleste af de medvirkende til brylluppet, dagen som den absolut sidste sommerdag den sommer, for det havde i sandhed været en fæl sommer. Solskinsdagene der havde været kunne tælles på 2 hænder, og det havde jo været den værste sommer i mans minde, i hvert tilfælde de sidste 2-3 år.

Sandt var det, og det skal tilstås de stakkels nordboer, at det havde været en slem sommer, men en af de ting som folk nordpå får meget tid til at gå med er, at diskuterer sidste års vejr, og stort set ligegyldigt hvad sommeren byder, er man heroppe ikke specielt tilfreds med, hvad de kære vejrguder disker op med…

Men denne dag kunne ikke engang den kære bonde klage over vejret, hvad han jo ellers nok gør med stor entusiasme. For denne dag var den sidste sensommerdag som dette år havde fået tildelt af de nærige vejrguder. Ekstra mange karat af gyldent solskin strålede ud over dette lille land i nord, og det var som om, at mange af disse solstråler samlede sig omkring det lille havearrangement, som ikke lå særligt langt fra den lille hyggelige kirke, og som lå lige i nærheden af en gammel gymnastiksal.

Det var en meget grøn have, med enkelte blomsterarrangementer rundt i kanterne. Græsset var meget frodigt at se på, dette på grund af den meget regn som havde været i løbet af sommeren, samtidig med at det var en yderst velholdt plæne. Alle kunne se at den fik rig pleje, ja et par stykker af de ældre mænd var faktisk henne og spørge brudgommen, om han vidste hvordan man fik så fin en græsplæne.

Som en selvfølge lå der store grønne hække rundt om haven, lige så velplejet som græsplænen.

Der var et særligt moment ved denne have, og mange af de ældre mænd lagde ikke mærke til det, men også dette var med til at gøre oplevelsen for selskabet så meget større.

Det er egentlig trist, at folk er så uopmærksomme, for i virkeligheden kunne mange af de ældre mænd sandsynligvis havde lært noget hvis de havde været opmærksomme på denne lille detalje. Men deres primære opmærksomhed var omkring det kølige fadøl og de haveborde der var dækket med den lette anretning af flutes og toastbrødssandwiches der var blevet lidt tørt der i sommervarmen.

Haven var ottekantet, og netop på grund af den velplejede græsplæne og skarpt trimmede hæk kom det geometriske mønster umanerligt meget til sin ret.

Den som i sin tid havde anlagt haven, havde taget udgangspunkt i to kæmpe kastanjetræer, og lagt haven så træerne stod 6/8 mod syd, hvilket gjorde at solen det meste af dagen skinnede på en underfundig måde ind under de to store kastanjer.

Et stort kastanjetræ er den perfekte æstestiske opbygning og når sådant et træ står alene, kan det virke mere eller mindre majestætisk. I midten af august opnår et sådant træ virkelig sine velmagtsdage. Det er endnu lige inden det begynder at smide sine blade, og de flotte kastanjer er stadig lukket inde i deres panser, parate til at styrte mod jorden med en foragt der må ryste mange.

I denne have var der ikke et, men to af slagsen der i fælles værdighed gav kølig skygge til det lille selskab.

Der i den ottekantede have stod de vældige kastanjer og blev knapt nok iagttaget af de mange mennesker, selvom de virkelig var med til at lægge nogle fantastiske rammer om en ellers helt almindelig bryllupsreception.

De dækkede borde med de forskellige ting som fadøl ost og hvidvin, stod ikke direkte under de store kastanjer, men derimod på hver sin side af de store træer. Så for at få noget ost til sin fadøl eller omvendt måtte man gå under disse. Bevæge sig fra den ene side af den kølige og behagelige skygge til den anden. Dette medførte større aktivitet under kastanjetræerne end de længe havde oplevet, og hele tiden foregik der en hyggelig mumlen.

Her nordpå står solen lidt lavere på himlen end så mange andre steder rundt omkring i verden, og i særdeleshed jo længere hen på året man kommer. August er som før nævnt en mellemting, så man kan sandsynligvis uden at fornærme nogen, sige at solen lidt senere på efter middagen stod halv lavt.

Jo lavere solen stod, jo mere undgik dens berigende varme stråler de to træers grene og formåede at skinne, inde under træerne også.

Dette bevirkede at uanset hvor de mange mennesker stod og indtog hvad der nu var ved at indtage, kom til at stå i solen.

Solen havde jo som før nævnt besluttet sig for at begave det lille selskab med endog virkelige rare og lune solstråler, og da alle de lidt ældre folk hele tiden gik rundt i solen, blev de mere og mere opstemte, og dette ikke alene på grund af hvidvin og fadøl.

Opstemtheden var hverken vild eller løssluppen, den stemning der nærmest og vel egentlig bedst kunne beskrive den lille gruppe mennesker, ligger i det enkle ord GLAD.

Det var glade mennesker der den dag befandt sig i den lille have. Selv troede de, at de var glade fordi endnu en del af familien var blevet gift og forgreningernes muligheder var blevet større.

Det at det var to meget, i begrebets videst mulige omfang, flotte mennesker der var blevet viet, på trods af alverdens uro, og det at de befandt sig i en otte kantet have hvor solen berigede dem med sine aller lifligeste stråler, i stærkere karat end den havde gjort hele den sommer, alt dette skænkede de ikke en tanke. Ej heller vidste de hvor smukke de selv var, selv om der ikke var nogen der umiddelbart kunne se dem.

Iblandt dem strålede bryllupsparret, som skrevet, over dem alle. Som om netop de tog imod de dyrebare stråler fra solen, omformede dem og sendte dem videre til de ældre mennesker.

Forskellige faktorer gjorde de mange mennesker glade. Brudeparret, solens meget kostbare og velformede stråler, de majestætiske træer der lavede en ramme som selv ikke den dygtigste scenograf kunne finde på.

Men at endnu en ting skulle gøre det lille selskab til en fuldendt harmoni var der på dette tidspunkt endnu ikke nogen af de tilstedeværende der vidste, eller kunne forestille sig, og allermindst de to det hele handlede om, for det der nu skete, var en overraskelse arrangeret af nogle yngre venner af deres.

På et tidspunkt hen under eftermiddagen kom der endnu et ungt par ind i den ottekantede have.

Tydeligt var det, at de ikke umiddelbart hørte med til det lille selskab, men på den anden side var der heller ikke nogen i selskabet der overhovedet overvejede at spørge hvad det unge par skulle.

Nogle af de ældre mænd lagde mærke til, at den nytilkomne unge mand bar på en kasse under armen, men hvad det var, kunne de ikke lige gætte. En pludselig tilsnigelse fik dog en af de ældre mænd til at gætte på at det dog måske kunne være et instrument af en slags, hvilket kunne han dog ikke sige.

Den unge mand hilste kort på det unge brudepar og ligeså gjorde den unge pige, dernæst gik de beslutsomt hen til der, hvor de to kastanjers majestætiske kroner mødtes, så de på den måde kom til at stå midt iblandt det lille selskab og med solen lige i øjnene.

Her begyndte den unge mand så at pakke sit instrument ud.

Ganske langsomt var der nu ved at samle sig lidt opmærksomhed om det just ankomne par. Ikke forstået på den måde at selskabet helt ophørte med den før nævnte mumlen, men enkelte kunne dog ikke lade være med at kigge på de to.

Dette var heller ikke ulogisk da det unge par helt tydeligt ikke hørte til selskabet, alene deres påklædning fortalte dette.

Den unge pige var meget brun, så brun at det var tydeligt at hun denne sommer måtte have været udenlands, for sandt er det, at det havde været en kold sommer uden for meget solskin.

Samtidig med at den unge pige havde en meget gylden farve havde hun som så mange andre piger her oppe nordpå, et langt lyst hår som kun bevirkede at hun kom til at virke endnu mere gylden.

Tillige var denne unge pige udstyret med et helt og aldeles kønt ansigt som kronedes med to meget lyseblå øjne, der netop på grund af pigens solbrændthed virkede som om de strålede som et par meget ædle stene. Pigen var vel, kan man sige, meget køn.

I modsætning til de ældre damer havde pigen taget en meget simpel sommerkjole på, som fremhævede hendes absolutte fortrin. Kjolen var meget gul med orange blomster på, og var som et par af de ældre damer efterfølgende sagde, hverken for kort eller for lang.

De ældre mænd syntes bare at det var en flot kjole, men de havde måske heller ikke helt det samme skarpe blik for detaljer, som deres koner.

På fødderne bar pigen et par sandaler af udenlandsk tilsnit, udformet i sort groft læder, men i kraft af deres enkelthed fremstod de helt perfekt til resten af den unge piges påklædning. En detalje som måske ikke lige blev bemærket af det lidt ældre selskab, men derfor ikke skal udelades her af den grund, var et smykke som den unge pige havde om halsen. Gjort i sorte stene var det, og det skinnede om kap med pigens øjne i det strålende solskin.

Pigens skønhed blev netop fremhævet af det underfulde smykke, og gav den unge pige en nærmest overjordisk dimension.

Nogle ville måske gå så vidt som til at kalde den unge pige gudesmuk.

Den unge mand havde efterhånden fået pakket sit instrument ud, hvilket viste sig at være en saxofon. En del af de ældre mænd var dog ikke helt sikre på dette, men en enkelt af dem var helt sikker i sin sag.
Så på den måde blev det fastslået!

Solens stråler funklede ikke alene i den unge piges øjne, men også i den unge mands instrument.

Da strålerne før nævnt denne dag, var af en helt bestemt karat, gjorde de sit til, at det så ud som om at saxofonen var lavet af guld. Denne skinnede på den mest underfundige måde, således at den uden at det var den unge mands hensigt, blindede enkelte af de ældre mennesker.

For resten var den unge mand klædt lige så simpelt som den unge pige. Et par udslidte sejlersko af et halvdyrt mærke, hvilket i denne forbindelse kan være fuldstændigt ligegyldigt da ingen i det lille selskab, måske brudgommen undtaget, overhovedet havde ejet et par sejlersko og af denne grund heller ikke havde forstand på noget sådant.

Hvad mange derimod lagde mærke til var, at den unge mand havde bare tæer i sine sejlersko. Enkelte blev lidt stødt over denne detalje, andre syntes bare at det var sjusket. Som benbeklædning bar den unge mand et par jeans af et andet halvdyrt og meget velkendt mærke, og det undgik da heller ikke det lille selskab, at den unge mand bar et par cowboybukser. Til et bryllup.

Oven over alt dette bar den unge mand en ganske almindelig hvid t-shirt. Dette var der dog ingen der tog større notits af.

Den unge mand pustede først lidt i sin saxofon. Et par af de ældre mænd troede først, at den unge mand ikke kunne få sit instrument til at fungere, men denne opfattelse blev hurtigt ændret.

Det første lille trut forskrækkede faktisk en del af de ældre mennesker, men det var først langt senere når de sad og tænkte tilbage på denne underskønne dag, dette øjeblik, at de ville indrømme dette.

Da den unge mand nu så ud til at være klar jokkede han ganske hurtigt ud af sine sejlersko, således at han kom til at stå der på bare tæer, dette var der dog ingen der lagde mærke til, for de var nu alle fikseret på instrumentet og den yndige unge pige.

Nu begyndte det der sammen med et par andre ting gjorde denne dag til en af de smukkeste i de mange menneskers lille liv.

Den unge mand begyndte at spille på sin saxofon, en relativ simpel melodi som lød yderst delikat med de rå dybe toner fra saxofonen. Samtidig med dette sang den smukke unge pige til den melodi, som den unge mand lokkede ud af sit elegante instrument.

Hendes stemme var vidunderlig skøn og lys, og lød som når man slår på et krystalglas og denne klare tone springer frem. Denne forfinede stemme matchede den rå dybe tone fra saxofonen på en meget speciel måde, som rørte de ældre mennesker meget dybt inde i deres indre.

Disse to yderpunkter på toneskalaen, stod i så dyb kontrast til hinanden, at det dannede den perfekte harmoni, der blandt de ældre mennesker og det unge brudepar.

Al mumlen der før havde været hørte naturligvis op, fordi alle menneskerne i den lille have var nødt til at lytte til de to, som stod der og fremførte deres lille kunststykke, til ære for de to som netop var blevet gift.

Solens dyrebare stråler og den deraf meget behagelige varme, det meget kønne unge brudepar, den ottekantede have med de majestætiske kastanjer, de lidt ældre mennesker i deres pæne, matchende tøj og det unge par som stod der under træet, skabte en atmosfære som er meget svær at give en videre beskrivelse af.

Men at disse nordboere ikke har svært ved at vise deres følelser, som der er nogen der mener, modbevises vel af at to af de ældre mænd lige pludselig fik deres øjne fyldt med et par vældige regnskyer, men absolut intet gjorde for at holde disse væk.

Hvad der var lige så bemærkelsesværdigt var, at selv om der var andre der så det, var der absolut ingen der fandt det mærkværdigt at disse to ældre mænd var nødsaget til denne følelsesladede oversvømmelse af øjenæblerne.

Da de to unge mennesker efter et par smukke smukke sange rundede af, blev der helt stille. Hvor man normalt ville forvente et bragende bifald, kunne man nu kun høre vindens blide rusken i de to majestætiske kroner og en enkelt ældre mand der nærmest hypnotiseret rørte rundt med en teske i sin kaffekop. Dette dog kun til hans kone blidt skubbede til hans skulder og han vendte tilbage til vågen tilstand, hvor han med det samme stoppede det spektakel han stod og lavede.

Som for at sætte et punktum for dette, lod et af træerne en enkelt umoden, men stor, kastanje falde i sit grønne pindsvinelignende panser lige ned blandt dem alle.

Selv det unge par der havde spillet og sunget blev berørt af den ophøjethed der opstod og som ingen rigtig kunne sætte ord på. For ord var egentlig ikke nødvendige denne smukke sene eftermiddag. Følelsen i sig selv var blevet forstået af dem alle og efterspillet fra grenenes hvisken var som den perfekte indramning af et guddommeligt maleri.

Selv mange år efter er der ikke rigtig nogen der kan huske hvad der skete herefter, selvom der var fest til langt ud på natten. Dette på trods af det lidt ældre publikum.

Men alle kan huske øjeblikket der jo rent faktisk varede lidt mere end et øjeblik, der om eftermiddagen, under trækronerne, i solstrålerne, hvor de unge mennesker sang og spillede og hvor brudeparret bare stod og nød at være, og de to ældre herrer fik tågebanker i øjnene, i den ottekantede have der rummede de to majestætiske kastanjetræer.