Mod er…

Mod er….

Jeg er tilknyttet coach på forskellige skoler og havde endnu igen igen en fantastisk oplevelse den anden dag.

Jeg coachede en ung, smuk, skrøbelig teenage (16 år) pige og vi talte selvværd og selvtillid…. som godt kunne trænge til et lille boost

Det var en meget ærlig pige som fortalte dybt, klogt og modigt om det ikke at have hverken højt selvværd eller selvtillid og egentlig ikke vide hvorfor.

Jeg spurgte meget forsigtigt om hun kunne komme med en enkelt lille handling som kunne give hende et “lille go” på selvtillidsskalaen…

Hun kiggede lidt og sagde forsigtigt… jeg kunne godt tænke mig at min klasse ved hvordan jeg har haft det… (denne unge pige har det sidste års tid kæmpet med ualmindelig mange personlige udfordringer og var nu endelig havnet på en skole hvor hun følte sig tryg – kæmpe kredit i øvrigt til skole, lærere og ikke mindst den nye klasse) ikke fordi jeg vil være et offer, men så kan jeg endelig være helt mig selv…

Jeg spurgte… “hvad vil det give dig at din klasse ved disse ting om dig?”

“Jeg kan være mig selv og behøver ikke at holde ting hemmelig om mig selv… Jeg kan være mig selv… og det har jeg ikke prøvet i mange mange år”

Jeg spurgte hvornår klassen skulle have det at vide… og svaret kom promte… “NU” for hvis jeg ikke gør det nu, bliver jeg bange og tør ikke gøre det….

Vi tjekkede og dobbelttjekkede om hun var klar og omstændighederne var rigtige… og det var de!!

Den forrygende klasselærer greb momentet og sagde ja selvfølgelig er der plads og tid til dette…

Og vi gik ind i klassen, fik ret hurtigt ro… og den unge smukke pige fortalte meget ærligt om hendes udfordringer….

Det var et meget rørende øjeblik….

Klassen tog fantastisk imod, anerkendte modet i handlingen og det var egentlig bare det… på en fantastisk forrygende måde…

Det er coaching også.. at skabe et rum hvor tillid, tryghed bliver dannet og hvor mod fødes hos den enkelte….

At skabe dette, at stille det rigtige spørgsmål ligepræcis i dette rette øjeblik… det hele i kombination… Så bliver ting større end en selv!

Og mennesker vokser og forløser det at være sig selv….

Børn og computerspil

Børn og computerspil

De ski…. Computerspil

Som coach møder jeg tit unge mennesker der spiller meget, rigtig meget computer. Jeg møder faktisk også mange voksne der spiller computer og har opnået et fint afhængighedsforhold til det at spille computer.

For voksne gælder, at vi må, kan og skal sætte en grænse for os selv, hvis vi spiller, men for vores børn gælder, at det er os som forældre der skal hjælpe vores børn med at sætte tid på spilforbruget.

Jo før du hjælper dit barn med at styre på spilforbruget, jo nemmere bliver det fremadrettet når dit barn bliver ældre.

Jeg er ikke teknik- eller spilforskrækket og jeg synes moderne computerspil er fantastiske. Både i deres kvalitet og gennemtænkthed…

Det er ganske enkelt ret vildt hvad der produceres af spil i dag.

Jeg har selv fravalgt det at spille computer, da jeg synes jeg kan bruge min tid til så meget andet.

En helt konkret ting som til stadighed bliver diskuteret rundt omkring, er om voldelige computerspil kan påvirke os til at blive mere voldelige.

Det er ganske simpelt, jo mere livagtigt et spil er, jo mere påvirker det vores hjerne. Nyeste forskning påviser dette og uanset hvad computerspilsproducenter siger så påvirker disse spil os.

Lad os se det i øjnene, de er kommet for at blive de kære computerspil. Men der er et par (faktisk rigtig mange) ting vi er nødt til, som forældre at være opmærksomme på i forhold til computerspil.

  1. Vi er nødt til at hjælpe vores børn med at styre på tidsforbrug på computer/iPads osv.
  2. De er stærkt vanedannende – og kan påvirke nogle børn (i alle aldre) lige så benhårdt som forskellige former for narkotika

I forhold til disse to punkter møder jeg igen og igen unge mennesker og familier der har store udfordringer på grund af normer og standarder der er skredet.

1.
Børn begynder i dag, allerede i 3 års alderen at spille computerspil af den ene eller anden art. Faktisk begynder nogle børn tidligere, ligeså snart de har en bevidsthed om at de kan styre deres fingre, får de en iPad i hånden og får lov at spille spil der er konstrueret til dette.

Reelt er der vuggestuer der har indført iPads som pædagogisk værktøj….

Jeg tænker at hvis det endelig skulle være et pædagogisk redskab skulle det bruges kreativt, men en iPad er i dag, alt for ofte, i vuggestuen blot ”en plade du kan trykke på og så får du en reaktion” ting… og så er det mere et redskab til at passificere børnene.

Vi synes det er sjovt og hyggeligt at de kan blive beskæftiget på denne måde og hygger os med at de kan bruge en iPad.

Og langsomt langsomt ”spinnes” vores virkelighed ind i et stort computer/tablets/telefon forbrug.

For nogle børn/unge mennesker udvikles langsomt et afhængighedsforhold til at spille spil og hvis du ikke som forældre, allerede tidligt i barnets alder får lavet nogle meget faste aftaler, hvor du bestemmer som voksen, hvornår og hvordan der skal spilles, kan tingene løbe lidt af sporet.

Jeg har haft unge mennesker i ca. 12 årsalderen på besøg hos mig på mit kontor i København, som havde vabler på fingerspidserne af at spille på en iPad…..

Hvis du/I ikke er bliver enige om tid, tidspunkt, spilforbrug osv kan det tage over og jo ældre dit barn bliver, jo mere vil det kræve at få lov til at spille.

Så husk….!! .. det er dig som forældre der bestemmer, ikke dit barn!

Jeg oplever nogle gange at forældre i svære perioder, død, svær sygdom, post skilsmisseperioder og andet lader barnet spille på liv og løs og ikke ”træder i karakter” og siger nej, eller siger; ”du skal gøre som jeg siger!”

Netop i disse perioder er det rigtig vigtigt at holde fast i ”dig selv som voksen” og fortsætte med at opretholde regler og aftaler sammen med dit barn.

Alt for ofte bliver det modsatte at gøre dit barn en bjørnetjeneste!

Så lav faste aftaler i forhold til computer/iPad spil. Og i sidste ende bestemmer du!

2.
Desværre udvikler børn og unge nogle gange afhængighedsforhold af at spille og for spil.

De absolut fleste computerspil er i dag udviklet så hjernen bliver fodret med belønningshormoner hele tiden, via de progressioner man kan lave i spillet.
Og mange computerspil er designet så man hele tiden bliver dygtigere og kan kommunikere med venner verden over.

Som voksne kan vi frygte for vores børns sociale liv hvortil børnene modhævder at de er sociale for de er jo sammen med vennerne på nettet…..

Det er en ting, men en anden ting er det her med afhængighed af at spille. Der findes rigtig mange mennesker i dag der er afhængige af at spille computer og enkelte opnår ”narkoman lignende” tilstande i forhold til deres afhængighed. Også vores børn!

Det betyder ganske simpelt, at hvis far og mor sætter sig igennem og siger nu slukker du, eller evt. tager internettet ved at slukke for forbindelsen, så får det unge menneske ret hurtigt abstinenser og reagerer som sådan….

Man skal da have sine stoffer.

Det unge menneske kan reagere meget meget agressivt og jeg har personlige eksempler på selv helt små 12 års børn kan blive fysiske over for deres forældre.

Værre er det dog, når de er blevet lidt ældre og større og ”puster” sig op overfor forældrene. Så kan de virke som en trussel og det kan være rigtig svært at få familien til at fungere.

Nogle forældre tør næsten ikke sige fra hjemme, af frygt for hvad der sker og stille og roligt eskalerer det hele lidt.

Familien får lavet nogle rammer/vaner hvor selv dagligdags kommunikation bliver svært.

Far og mor er bange for at sætte grænser og barnet (alder 10 til 17) har succes med de strategier der fungerer for dette, i form af aggressioner, fysiske udfald, råben og skrigen, brug af meget meget skidt sprog mm.

Derfor, som forældre, vær meget opmærksom på, at styre på computerspil når dit barn er ganske ung.

Det er dig der bestemmer, og ikke omvendt. Selv om I skulle have været ude for rigtig svære ting, kriser, dødsfald, skilsmisse mm. så bestemmer du og du skal være opmærksom på ikke at gøre dig selv og din familie en bjørnetjeneste ved at give ”los” på spilletiden.”

Hvis denne mulighed er ovre og dit barn er hooked på spil, eller gaming som det hedder, er der forskellige muligheder, og det er vigtigt at du som forældre aldrig giver op.

Der findes helt aktuelt tilbud til mennesker der er afhængige af spil og i særdeleshed til mennesker der er afhængige af pengespil mm.

Den helt store udfordring i skrivende stund (september 2013) er at der ikke findes deciderede tilbud til børn og unge under 18 år…….

Så her er man som familie ganske alene.

Der findes en enkelt psykologpraksis der har specialiseret sig i dette i Skandinavien, og de har til huse i København.

De hedder checkpointtherapy.dk og jeg kender dem personligt kun gennem netværk. Men de er det eneste terapitilbud…. Til børn og unge under 18 år.

So what to do…. ?

Det er vigtigt at tage det alvorligt som det første.

Computerspil kan være afhængighedsskabende.

Hvis det er kørt af sporet, skal man have barnet med i en dialog omkring hvad der er at gøre.

Jeg har flere eksempler på at det enkelte barn erkender afhængighed, men ikke ønsker hjælp… og så bliver det selvfølgelig endnu mere svært.

I/du må være klar til at sætte krav og være konsekvent. Og det skal konsekvent forstås som at der er en konsekvens hvis kravene overskrides.

Igen igen, tag dit barn med på råd, min erfaring er, at alle børn er til at tale med på den ene eller anden måde.

Børn og stress (1)

Børn og stress (der kommer flere indlæg om børn og stress)

Jeg skriver understående indlæg fordi jeg synes det er pokkers vigtigt, at vi er opmærksomme på vores børn og deres ve og vel. Nogle gange tror vi forældre at der er styr på, men det er ikke altid det er sandheden. Derfor skal du som voksen, altid være meget opmærksom på dit barn og vide hvordan han/hun har det.

Jeg tror at børne/teenage stress desværre er langt mere udbredt end vi går og tror. Og jeg har løbende unge mennesker kommende her, der er voldsomt ramt af stress….. og det er noget juks!

Rollen som coach er vigtig. Og som coach har du som sådan ingen magt, eller andet når du møder et andet menneske.
Du er en professionel ven/samtale-person som forholder sig helt neutralt til dig og hvad dine udfordringer er.

Hvis man som coach ved noget der kan være vigtigt at vide for den man coacher, er det meget vigtigt at bede om lov til at komme med egne ideer og tanker.
Hvis den der coaches er klar til dette, får man tilladelse til at komme med forslag og hvis den der coaches ikke har behov for dette, får man ganske kort et ”nej tak”

Det er befriende og det er ærligt for begge parter.

Men nogle gange kan og skal man gøre noget andet. Det er selvfølgelig vigtigt, hvis man vælger dette, at sørge for at man er i overensstemmelse med den man coacher.

Nogle gange som ungdomscoach sker der ting der gør, at jeg mener man skal gøre noget andet.

Det skete den anden dag.

Det sker at der kommer et ungt menneske, hvor problemstillingen ikke kan coaches.

Jeg ved jeg har kollegaer og kendiscoaches der siger ”alt kan coaches” jeg er 100% uenig!

En ung pige på 13 år som er kommet her et par gange, kom igen en dag til en akuttid… der var noget der ikke fungerede i hendes hverdag og hun var ikke kommet i skole.

I selve samtalen gik det op for mig, at den unge pige stod med en udfordring der ikke var en barneting,  og ”worst case” hvis vi ikke gjorde noget, vil jeg ikke engang tænke på.

Jeg spurgte forsigtigt og ydmygt, og sagde ordret til den unge pige – ”det her er ikke en børneting mere, vi er nødt til at også at få fat i dine forældre. Er det ok at jeg siger det vi har talt om til din mor og far?”

Det der sker her, er at jeg i stedet for at være coach, påtager mig en voksenrolle, eller rådgiverrolle (en rådgiver er en der har en helvedes masse viden inden for et bestemt område og derfor kan tillade sig at rådgive omkring emnet) og faktisk tager ansvaret fra barnet.

Pigen blev først lidt betuttet, men kort efter var hun meget lettet og mærkbart gladere. Da hun gik havde vi aftalt, at jeg tog fat i hendes forældre og formidlede min bekymring. Alt var afstemt og pigen vidste præcis hvad jeg ville sige og skrive til hendes forældre.

Understående er en mail jeg efterfølgende sendte til far og mor.

Det er meget vigtigt, ikke at se dette som en kritik af far og mor, da de har gjort deres bedste og været i god tro, i forhold til at de mente at det faktisk ”gik ok med pigen”

Man kan som forældre være blind og tro at vores børn er store nok til at klare sig selv, men det er ikke altid sådan det er.

Og så er det superfint at tage i mod hjælp og forslag til forbedringer af ting der ikke fungerer i hverdagen.

Hermed mail:

Kære mor og far

Aller først undskyld til mor for at give en måske lidt hård besked i telefonen… Men jeg er oprigtig bekymret for Cecilie og derfor “rykker” jeg på denne måde. Hvis det er for hårdt, så igen undskyld!

I understående skal jeg prøve at skrive mine tanker mht Cecilie…. Det er blevet en lidt lang mail og ganske personlig og jeg håber det er ok.

Jeg havde endnu et godt møde med Cecilie i går og vi kom rundt om en mængde ting.

Langsomt som vi talte sammen gik det op for mig, at det faktisk er ganske alvorligt og almindelige coachingsamtaler ikke ville være nok til at klare de udfordringer som Cecilie har.

Vi er alle nu nødt til at støtte op om Cecilie og hjælpe hende.

Hun er 13 år og kun et barn og skal have støtte.

For nu lige at skrive hvad der er alvorligt, så har Cecilie kraftig stress. Worst case ved stress er langtidssygdom og en masse andre ikke særlig gode ting.

Og… som jeg sagde til mor i telefonen, jeg er coach og ikke læge eller psykolog og kan på den måde ikke stille diagnoser, men jeg ved “et eller andet” om stress og har ofte stress ramte mennesker kommende her.

Cecilie og jeg var rundt omkring forskellige ting og nu skriver jeg lige her, hvad Cecilie blandt andet svarede bekræftende til:

  • Ondt i benene – musklerne, både lægge og lår, faktisk så ondt så der til tider er problemer med at rejse sig
  • Ondt i maven
  • Dårlig mave fra tid til anden
  • Ondt i arm- og skuldermuskler
  • Øm i nakken
  • Ondt i hovedet på daglig basis
  • Åndedrætsbesvær og trykken for brystet (jeg skal ikke udelukke astma, men hvis det er stress er der fare for at hun bliver fejlbehandlet….)
  • Græder sig fra tid til anden i søvn
  • Kommer for sent i seng og har svært ved helt at falde i søvn
  • Indre uro
  • Træt tit og ofte
  • Trist
  • Sygemeldt uden sygdom, men vil ikke i skole uden at vide hvorfor
  • Uforberedt til skolen
  • Ked af ikke at kunne “være med i skolen”
  • Ked af ikke at nå at lave lektier
  • Har svært ved at “komme” ind i kampen i skolen fordi hun ofte ikke er forberedt
  • Har ikke overskud til at “mingle” med veninder i skolen.
  • Der er nogle dybt private spørgsmål jeg ikke kan stille Cecilie, dels noget med hendes daglige adfærd, opfarenhed, modløshed, tristhed i dagligdagen (som hun måske ikke selv er bevidst om) og så menstruationcyklus mm. Men typisk også ting som bliver berørt når man er stresset.

Nå ja og en mængde mere… Jeg tænker at på en hvilken som helst stress test vil det her “slå ud” i det røde felt.

Så I skal gøre noget.

Det jeg hører Cecilie sige, og det er i sagens natur min tolkning, men det er at der er; kaos, tabt overblik og mangler struktur, at hun er for meget i tennisklubben, som udelukker tid til meget andet, blandt andet veninder fra skolen.

Hvad der er vigtigt her, er at I tager ansvaret fra Cecilie og lader hende være barn. Hun skal ikke konfronteres med denne mail (den er ikke hemmelig, men jeg tænker at hun ikke har behov for det!)

En af grundene til at hun måske ikke har fortalt jer hvordan hun egentlig har det er, at børn vil rigtig gerne have, at deres forældre er glade. Hvis hun så fortalte jer, at hun ikke er topglad og at tingene ikke fungerer, kan medføre risiko for at far og mor bliver kede af det. Så hellere undgå at fortælle det til far og mor og “klare det selv”

Det er vigtigt at I kigger frem nu (og ikke beskylder hinanden for forskellige ting) og får lavet nogle strukturer sammen og for Cecilie.

Det er vigtig at I ikke tænker “jamen for filen.. hun er 13 år, kan hun ikke klare det selv…..?”  Svaret er ganske kort “Nej!”

Et kendetegn ved stress er, at man ikke kan klare særligt meget selv. Jeg har aktuelt en 46 årig bankdirektør i coaching hvor jeg stort set sætter rammen da han ikke selv kan. Jeg har en 57 årig ung business kvinde som er max stress ramt og hun har problemer at strukturere sig egen hverdag og får hjælp til dette og en mængde mere.

Og ikke mindst, så har jeg en mængde unge piger og drenge fra 13 til 22 år som også har stress.

Så det er ikke unormalt det her stress men virkelig alvorligt.

Så jeg tænker I med fordele kan lave en række strukturer som vil hjælpe Cecilie.

Forslag til strukturer, og her er det vigtigt at I som voksne bliver enige samt hjælper alle til at overholde dem hele tiden… resten af skoleåret.

Hjælp til at:

  • få morgenrutiner – og hjælper hende med at komme op og få et bad og gøre sig klar
  • få lavet lektier
  • pakke tasken
  • tjekke sammen med Cecilie at der er tjek på morgendagens lektier
  • komme ud af døren til tiden
  • spise måltider struktureret
  • komme i seng – ikke nødvendigvis sove – til ordentlig tid
  • lave nogle ting sammen (jeg ved selvfølgelig ikke om I gør, men alle fællesting er bonusting for Cecilie)
  • skru lidt ned på tiden i tennisklubben, men endelig ikke det hele da det er en stor og vigtig ting for Cecilie, både spillet men også venner og omgivelserne.
  • opret evt. et samarbejde med Cecilies lærere og bed dem om at give 14 dags meldinger, til at starte med om hun virker friskere i skolen.

Cecilie er heldigvis glad for hendes klasse. Der er noget uro med en af pigerne i klassen, men omvendt er der heldigvis meget opbakning fra mange af de andre. Så vi er ikke ude i klasseskifte.

Så tænker jeg, pas på med ikke at gøre det hele på en gang men langsomt opbygge nye og vigtige rutiner for Cecilie… og det er vigtigt at de er langtidsholdbare.

Når I begynder at omlægge nogle af jeres strukturer tag hende gerne med på råd, hvad hun kan tænke sig osv osv.

Jeg syntes mor nævnte at Cecilie skal til lægetjek. God ide. Tænker at I skal nævne at det måske ikke er astma det der trykken for brystet men måske stress. Få tjekket vitaminer osv… men mon ikke det er standard hos en læge.

Hvis I skal have ekstra vitaminer… well… jeg er ikke “heksedoktor”, spirituel eller andet, men det er ikke mere end få måneder siden at der var en artikelserie på dr.dk, hvor essensen bottom line var, i forhold til vitaminpiller: I bedste fald skader de ikke! Så vitaminer meget gerne gennem kosten

Det er ikke sikkert Cecilie vil fortælle ovenstående ting til en læge… Blot noget I skal være opmærksomme på.

Pyhh en lang og meget personlig mail. Undskyld hvis det er for personligt og hårdt, det er bestemt ikke ment sådan, men jeg blev og er oprigtig bekymret for Cecilie.

I er velkomne til at ringe hvis I har nogle spørgsmål og jeg er til rådighed any time (næsten🙂 )

 

Back of mor (- og far)

Back of mor ( – og far)

Der er en ting i mange af de samtaler jeg har med unge og forældre som tit ”slår mig”.

Eller rettere.. der er mange ting hvor jeg sidder og tænker.. hvis man bare på en eller anden måde kunne få formidlet dette til forældre…

En helt gennemgående ting er ”Den talende mor” (i virkeligheden den talende forældre, men grundlæggende er det min erfaring at ”mor” er lidt mere talende end ”far”)

Det skal forstås på den måde, at mor taler, taler og taler og stopper ikke, selvom pointen hos teenageren er forstået.

Sidst jeg så dette praktiseret var da jeg deltog i en, faktisk ret god, hjemmesamtale.

Som ungdomscoach er jeg fra tid til anden på hjemmebesøg, hvor jeg dels møder den der skal coaches her af forskellige årsager og dels har samtaler med hele familien.

Vi havde efter aftale, en samtale hele familien.

Far, mor, en teenager og jeg. Det gik rigtig godt og vi havde hul på de væsentlige ting. Da vi grundet kvaliteten i samtalen kom hurtigt igennem det vi havde aftalt at tale om, tog vi det et skridt videre og dybere.

Det handlede lidt om kommunikation og måden, hvorpå man taler til hinanden og i særdeleshed hvad man helst ikke skal sige eller råbe.

Det var superfint og vi talte åbent og ærligt og fik sat nogle spændende ting op.. da det ud af ingenting opstod.

Teenageren havde forstået pointen, budskabet og aftalerne. Nikket og gået med til disse og havde egentlig bare lyst til at komme lidt væk fra samtalen.

Ikke af ulyst men fordi det for teenagers kan være mentalt hårdt, at være i en sådan samtale, så deres hjerner har virkelig brug for at break.

”Mor” syntes ikke at hun var blevet bekræftet i at budskabet var blevet forstået, så hun gentog……… pointerne og aftalerne… som blev bekræftet med et nik.

Dette var igen ikke bekræftelse nok for mor, så hun nussede teenageren (som var det et lille barn på 8 – 9 år) og brugte en meeeget lang sætning hvor hovedpointen var om teenageren havde forstået aftalerne………

Teenageren nikkede, trak og holdte vejret et øjeblik og sagde lidt højere med tydelig ændret tonation….”ja”

Nu sagde mor (i aller aller bedste henseende og med (for os voksne) meget stor kærlighed til sit barn) så til teenageren..

”Når du svarer på denne måde kommer jeg i tvivl om du vitterlig forstår det vi taler om… ” og så gentog hun for 4. gang det vi havde talt om, lagde lidt mere til og hun lagde ikke mærke til at det unge menneske nu var på vej i ”eksplosions mode”.

Jeg brød ind og sagde ”…hmm jeg tror vi alle ved hvad aftalerne er”
Gav teenageren et ”dask” på skulderen og sagde om hn ikke lige skulle bevæge systemet lidt. Hn sprang op og sagde jo og forsvandt kort ud i familiens have.

Mor stoppede og kiggede lidt spørgende på mig, men godtog mit budskab om budskabet var forstået.

Far godtog også at budskabet var blevet modtaget og forstået og vi valgte at runde mødet af og aftale et opfølgende møde.

Teenageren var ude i haven og på vej derfra ville jeg i sagens natur lige sige farvel. Her gav vi, som vi plejer hånd, og jeg spurgte kort… ”var du lige ved at eksplodere lige før??” Hn grinede og svarede ”Yep”

Vi så ”forstående” og smilende hinanden i øjnene og vi aftalte at tales ved.

Så til os alle sammen der har teenagers i huset.

De, teenagerne, hører hvad der bliver sagt og ofte hører de det første gang, så vi behøver ikke gentage dette.

Hvis du har behov for at tjekke om budskabet er blevet forstået, så spørg ind til dette og max en gang.

Det er netop hvis du fortsætter med at prøve at få ”budskabet igennem” at dit barn stille og roligt bliver mere og mere irriteret.

Hvis du ikke lægger mærke til dette, vil dit barn i sidste ende være lige ved at eksplodere og måske endda gøre dette.

Og så er det vi har balladen og skænderierne opstår.

Så ”back of” mor… (og far) og anerkend din teenager for at forstå det I taler om.

Jeg havde et yderst rørende møde med en far

Jeg havde et yderst rørende møde med en far.

Som studie og ungdomscoach er det normalt, at jeg også kommer i kontakt med forældre. Mange gange handler de unges udfordringer om noget med forældrene og så dykker vi (for de unges vedkommende meget ofte ualmindeligt modigt) ned i dette.

Jeg havde aftalt en session med en ung pige, men pigen valgte ikke at komme lige i første omgang. Pigens far valgte så at tage ”tiden” der var booket og dukkede egentlig bare op uden at have meldt dette.

Det blev en spændende samtale og heldigvis fik denne far et par aha oplevelser med sig.

De havde egentlig et godt forhold, mor, far, datter og et par øvrige søskende. Så selve samtalen med datteren var booket ud fra en helt anden problemstilling.

Far var lidt bekymret for fremtiden og selvfølgelig hans datters ve og vel.  Hvilket vi vel alle er for vores børn.

Vi kom til, at tale lidt om deres to indbyrdes forhold og deres måde at kommunikere på, og faderen sagde her, at han egentlig ikke vidste om han fik sagt nok……………

Her blev jeg nysgerrig og spurgte hvad han mente med det?!

Han sagde, at han gerne ville fortælle sin datter, at han var der for hende og at han altid ville støtte hende i hendes liv, at han elskede hende og at han til hver en tid ville hjælpe hende alt det der stod i hans magt.

Jeg spurgte om han ikke havde sagt det, når han nu var så dedikeret til dette. Hans modsvar overraskede mig lidt.

Han sagde, at når han talte til hans datter var det ofte som at tale til en dyne.

Der kom ikke nogen reaktion når han sagde noget meget personligt til hende og oftest var det som om han ikke blev hørt.

Ud fra dette konkluderede familiefaderen, at så var det egentlig lige meget med at fortælle hans datter at han elsker hende, at han til evig tid vil støtte hende og mange andre ting. Han syntes ikke at han ville sige det til hans barn, da hun alligevel ikke lyttede til hvad han sagde.

Jeg har haft så mange samtaler med unge mennesker, i skrivende stund mere end 3.500 1:1 sessioner kun med unge mennesker i alderen 13 til 25, og for rigtig mange af disse samtaler gælder, at de unge siger til mig, at de ikke ved om deres forældre elsker dem.

De siger det nogenlunde på denne måde: ”…….. altså selvfølgelig ved jeg godt at mine forældre elsker mig… det skal de jo gøre, men de siger det aldrig og det er sådan en lidt underlig fornemmelse….”

Dilemma.

Vi har forældre der ikke tror de bliver hørt og derfor holder mund og børn der gerne vil høre det deres forældre ikke siger.

Til selve samtalen med faderen spurgte jeg ham, om jeg måtte give ham en lille udfordring hvortil han svarede bekræftende.

Udfordringen var som følger:

Hvad siger du til, at du i løbet af de næste par dage fortæller din datter hvor meget hun i virkeligheden betyder for dig, hvor meget du elsker hende, hvor meget du vil støtte hende hvis det er nødvendigt osv osv.

Han lyste op i et smil og sagde med det samme, det vil jeg gerne. Jeg ved bare ikke helt hvornår jeg skal gøre det.

Vi talte om de ”små mentale rum” man ind i mellem har med sine børn. Denne far og datter havde tidligere hygget sig rigtig meget med at se film sammen og talt om disse.

Men også når de sammen havde set disse film haft smådybe snakke om andet end lige det filmen handlede om.

Han ville så hurtigt som muligt, spørge sin datter om de ikke sammen skulle se en film sammen. En film hvor han vidste hun netop havde læst bogen….

Bare ved tanken om dette lyste han endnu mere op og han glædede sig til, at få fat i sin datter så de kunne få lavet en aftale.

”Kan jeg gøre andet?” spurte han.

Jeg fortalte ham, at han eventuelt også kunne sms hans datter, nogle af hans følelser og spurgte om han havde prøvet at gøre dette.

Det havde han reelt aldrig tænkt over og spurgte om man kunne det…. ??

Jeg mener faktisk, at det kan man godt. Hvis du som forældre vælger også at gøre dette skal du blot være ekstremt opmærksom på ikke at være grænseoverskridende i din kommunikation og ikke gentage dig selv.

Faderen her forlod mit kontor glad og opløftet. Han havde fået et par yderligere udfordringer med som han glædede sig til at udføre. Dem alle i forhold til at optimerer kommunikationen med hans datter.

Hvad gør du?

Husker du at fortælle dit barn, at du er der for det, også i de svære situationer?
Ved dit barn dette? Eller er det nødt til, at gætte sig til det du tænker det ikke er nødvendigt at sige, for det bliver ikke hørt alligevel.

Sørg for at dit barn kender dine følelser for det!

Hvad giver du videre til dine børn? – Om spejlneuroner

Hvad giver du videre til dine børn? Lidt om spejlneuroner!

I vores hjerne har vi dejligt mange hjerneceller med rigtig mange forskellige funktioner. Mange bøger er skrevet om dette og hele tiden udvider vi vores viden om hjernen og dennes fantastiske kapacitet.

En af de typer hjerneceller, eller neuroner som det også hedder, er spejlneuroner. En hjernecelle hvis funktion er at spejle en given oplevet handling, for så siden at kunne omsætte denne til en personlig handling.

Teknisk spejler vi  alle handlinger vi ser og dernæst ligger det i vores underbevidsthed som en mulighed for vores hjerne. Dette er et utroligt vægtigt argument for, at de handlinger vi lærer i computerspil i dag, også er handlinger der lagres i vores hjerne som handlemuligheder i en given situation. Og hvis du skulle være i tvivl om at stress kan smitte, så er det også via disse spejlneuroner stress blandt andet smitter.

Eller ADHD, eller nervøsitet, eller rastløshed osv.

Men vi spejler jo også de handlinger vi ser andre lave. Og nogle af de første vi spejler er vores forældre.

Derfor er det logisk at vi har rigtig mange af vores forældres roller, handlinger, måde at udtrykke sig på, at vi har disse ting med os i vores opvækst og gennem livet.

Vores børn spejler os som forældre og på den måde kan vi gennem generationer videregive familiære særheder videre til de kommende generationer.

Så tænk en gang over, hvad ville være rart ikke at have spejlet fra dine egne forældre. Hvilke handlinger de foretog sig, som du også foretager dig, kunne det være interessant at få ”luvet ud i?”

Eller tænk over hvad der kan være interessant, at give videre til dine børn. For når du har læst dette har du jo netop et bevidst valg om at sortere lidt i de forskellige handlemuligheder du foretager dig.

Hvordan kunne du tænke dig at dit barn opfører sig? Hvilke handlinger skal det lave?

Hvad er det for en kultur I/du bygger op derhjemme, for også dette spejler dit barn. Og du har muligheden for, at ændre det som du selv syntes dine forældre ikke gjorde godt nok.

Mange bruger sætningen; ”Du skal ikke gøre som jeg gør men som jeg siger” Det er bare rigtig svært for vores børn, da de spejler det du gør, i særdeleshed inkonsekvensen af ovenstående sætning.

En ting som jeg på et tidspunkt lovede mig selv i en meget tidlig alder. Jeg har vel været omkring 17 år og oplevede følgende:

Jeg var ude at gå med aviser sammen med min far, nogle af hans venner og en række brødre og venner (følgende er i øvrigt skrevet med dybeste respekt for min far og handler ikke om at han var en dårlig far eller andet… men hans handling kom uforvarende til at støde mig) Det var en slags charity, hvor vi via vores arbejde med at dele i titusindvis af lokalaviser ud i sommeroplandet, dels tjente lidt penge og dels tjente penge ind til den lokale fodboldklub.

Jeg husker det så tydeligt, præcist hvor det var og hvad der skete…. Min far gjorde grin med en kendt dansk popkunster og hans tekst, overfor hans voksenkammerater og de mandegrinede af denne ualmindelig platte tekst.

De vidste så udmærket, at det var en kunstner som jeg kunne li og jeg følte mig ydmyget og fandt det yderst plat og urart, at gøre grin med denne kunster på denne måde. Jeg havde ikke styrken og selvtilliden til, at sige fra over for de voksne lige på dette tidspunkt og måtte ”bide det i mig” at jeg følte mig ydmyget og deres handlinger dumme.

På det tidspunkt, på den græsplane, på det hjørne, lovede jeg mig selv, at jeg i størst muligt omfang aldrig ville ydmyge andre og hvis jeg engang fik børn, aldrig ville grine af noget musik de kan li og ikke mindst aldrig ville ydmyge dem, hverken i vores personlige rum og ej heller overfor andre.

Jeg så at sige tog en bevidst beslutning om ikke at spejle denne handling. Jeg var på dette tidspunkt, i sagens natur, ikke bevidst om fravalget af en spejling, men det var hvad jeg gjorde.

Hverdag prøver jeg at leve op til dette og en gang i mellem sker det sandsynligvis, at jeg falder i og kommer til at gøre det jeg ikke vil. Der er jo ingen af os der er perfekte og i sagens natur laver jeg også fejl. Men jeg tænker over det og har fået ryddet ud i de værste handlemuligheder i forhold til dette.

På den måde har vi alle millioner af spejlinger i vores hjerner. Millioner af handlemuligheder, nogle som vi er bevidste om og rigtig rigtig mange som vi ikke er bevidste om.

Så tænk dig om et øjeblik.

Hvilke af de ting som dine forældre gjorde, sagde opførte, hvilke af disse gider du virkelig ikke give videre til andre i særdeleshed til dine børn?

Og husk i sær på de positive ting….  Hvad gjorde dine forældre godt og hvordan vil/kan du give dette videre til dine egne børn?

Det handler om bevidsthed og om at du har et valg. Et valg til at vælge fra og til.

Om alkohol og hash i 6. til 8. klasse

Alkohol og stoffer i alderen 13-16 (12 til 18)

Tænker lidt… hvad vil jeg egentlig med dette indlæg….?
Hmm måske i virkeligheden bare gøre opmærksom på to ting som vi måske ikke er så opmærksomme på i forbindelse med alkohol og stoffer blandt vores børn.

Vi har en alkoholkultur. Eller rettere, vi har en kultur der dikterer brug af euforiserende stoffer og dette fra en tidlig alder.

Det begynder tidligt, meget tidligt endda. Forskellige forskningsresultater viser at vores børn i en meget tidlig alder møder både alkohol og stoffer. Faktisk er vi i Danmark ualmindelig tæt på en verdensrekord i dette.

Når jeg holder oplæg for forældre i 6.-8. Klasser fortæller jeg ofte om forskellighed, børnekultur og lidt til og beder så i øvrigt forældrene om, at komme med emner som de synes er vigtige og som vi skal tale om. Så skriver vi disse ting op på en tavle og kommer stille og roligt igennem de forskellige emner.

Igen og igen oplever jeg mange, gode og vedkommende emner og igen og igen oplever jeg en total mangel af to emner… Alkohol og stoffer. Derfor afsætter jeg altid tid af til at komme rundt om disse to emner også.

Når vi har været rundt om de forskellige vigtige emner, siger jeg så, at nu er det tid til at tale om de to ting som jeg synes vi også skal tale om. Dernæst skriver jeg så alkohol og hash på tavlen.

De første reaktioner er altid de samme. Allerførst er der helt stille og så er forældrene lidt aggressive og fornægtende og kommer så med forskellige udsagn a la:

”Ej det er de alt for unge til, det foregår ikke i denne klasse, det er de alt for umodne til, måske naboklassen, naboskolen” osv…. og så ganske langsomt, stille og roligt sker der følgende….
En mor eller en far (oftest en mor) rækker hånden op og fortæller med meget forsigtig stemme, at deres barn har givet udtryk for at der har været alkohol på banen til en sammenkomst i klassen, eller blandt klassekammerater.
En anden forældre stemmer ofte i, og siger at det har de også hørt og så ruller lavinen stille og roligt.

For det er der og vores børn skal forholde sig til dette i deres hverdag.
Og hvis vores børn skal forholde sig til dette, så skal vi som forældre også forholde sig til det!

Der er mange dilemmaer indbygget i dette og rigtig mange holdninger. Både blandt børn og forældre. Blandt andet:

  • Børn og alkohol og læring
  • Børn og stoffer og læring
  • Klassens regler for alkohol
  • Familiens regler for alkohol
  • Hvornår må de drikke?
  • Må de drikke?
  • Klassens fælleskultur
  • Hvad med dem der ikke vil drikke eller indtage stoffer?
  • Udelukkelse fordi du ikke drikker
  • Drukregler
  • Hvornår må mit barn drikke?
  • Hvad gør vi i klassen?
  • Weekend teenagealkoholikere (et scary begreb)
  • Må man ryge?
  • Må man ryge hash?
  • Euforiserende stoffer og klassens kultur
  • Og ganske sikkert mange mange flere dilemmaer

I det følgende vil jeg kort skrive om to ting som de færreste tænker over, når man taler om børn, unge og alkohol/stoffer.

Om end jeg kunne skrive om alle emnerne og ikke mindst komme med redskaber til ”what to do?”

De to ting som ganske få af os voksne, både forældre og ikke mindst professionelle, er opmærksomme på er:

  1. Eksistensen af hash i store mængder i de helt små klasser
    og ikke mindst:
  2. Den meget store gruppe af unge mennesker der føler, at de ikke kan deltage i en mængde af klassens sociale aktiviteter (dem uden for skolen) fordi de ikke har lyst til at drikke, og hvis de skulle have lyst til dette, ikke har lyst til at drikke sig i hegnet….

1.

Om hash.

Rigtig mange af vores unge mennesker møder hash i en meget ung alder. Jeg har som coach, personlige erfaringer med helt almindelige unge som jeg har mødt, der på daglig basis, enten skal håndtere at venner ryger hash eller selv ryger hash.

Det er på alle niveauer, så man kan ikke sige at det kun er noget der sker i bestemte områder. Hash er overalt og vi, som voksne forældre som professionelle, er nødt til at ”deale med det”

Jeg har erfaringer med dette misbrug fra stort set alle samfundslag. Fra ualmindeligt velhavende områder i Danmark, til helt almindelige områder i Danmark. Fra kernefamilier, til unge der er svigtet. Det er der

Fra slut 6. Klasse til start 7. Klasse vil der være nogle i klassen der begynder, enten via venner, forældre eller ældre søskende, at eksperimentere med hash og langsomt vil der være nogle i klassen der fast ryger hash.

I 8. Klasse ved alle hvem der ryger og ikke mindst hvem der kan skaffe hash og andet.

I 9. Klasse ved man hvem der er dealer på skolen og når de unge mennesker kommer i gymnasiet går der ganske kort tid, så ved de også her hvem der kan skaffe hash.
Hvert gymnasie sine dealers.

Hash sløver de menneskelige sensorer i den grad og de systemer i hjernen der gør at vi kan mærke os selv og ikke mindst andre.

Mange af dem der starter med at ryge hash, fortsætter med dette op igennem deres ungdomstid, igennem deres gymnasietid og mange tager det med ind i voksenlivet.

De er sløvere end hvad de ville kunne have været, de har nedsat læring, de udvikler sig langsommere end kammeraterne, deres empatiske evner mindskes, de har et stort søvnbehov, de bruger hashen til ikke at mærke sig selv, kan være sjuskede og kan også have tendens til at være agressive.

Jeg møder ind i mellem unge, der prøver at overbevise mig om at hash ikke er usundt og kommer og viser mig diverse hjemmesider der argumenterer for at hash og ok….

Jeg har personligt skrevet til både skoleledere og rektorer på gymnasier for at fortælle dem at de har en ”dealer” på deres skole. Jeg kender til gymnasier og skoler, private som offentlige hvor dette fænomen er stort og hvor der ikke bliver gjort noget for at afhjælpe dette problem!

What to do…?

Well jeg tænker i første omgang og derfor denne tekst, er det vigtigt at vide at det er tilstede dette uvæsen. Hash er tilstede i langt større omfang end du går og regner med!

Du skal tage stilling til om det er ok at dit barn ryger hash. Der er faktisk forældre der undskylder deres barns hashrygning med at de er grænsesøgende…….(!) og dermed synes at det er ok at deres børn ryger hash.

Hash er blandt vores børn og vi SKAL forholde os til det.

Dernæst er det en god ide, få talt med dit barn, få oprettet en ”mental linje” hvor det tør fortælle dig, hvad der sker, uden at blive anklaget selv for noget som helst.
Hvis du/I ikke har denne åbne linje vil dit barn til enhver tid sige, at fænomenet ikke eksisterer i hendes/hans klasse. Men det er der og det er kommet for at blive!

Sørg for at dit barn kender dit/jeres (de voksnes) holdninger til dette.

Hvis dit barn er ”hooked” findes der forskellige veje ud af hash. Både kommunale og private instanser er til rådighed og der er meget god hjælp at finde.

Der er masser af ting man kan gøre, men i første omgang er det vigtigste at du som forældre kender til tilstedeværelsen af hash, også i dit barns skole.

Jeg kender faktisk skoler der har formået at tage hånd om dette uvæsen og det giver eleverne ualmindelig meget frihed.

2.

Vi har en alkohol-kultur i vores danske samfund. Om vi vil det eller ej så er det hvad det er. Det betyder at vores børn forbereder sig på, før eller siden at de skal være berusede.

Selve kulturen skal ikke debatteres her. Det bliver den så livligt rigtig mange andre steder.

Så vores børn drikker, og de starter med at drikke omkring 7. Klasse. Nogle lidt før og nogle en del efter dette klassetrin.

For mange unge er det cool, det er sejt, det er smart og industrien har gjort det meget nemt at drikke alkohol. Industrien har faktisk gjort det til et fællesskab at drikke. Jf. rigtig mange forskellige reklamer og reality programmer som sjovt nok har forskellige ”hemmelige” sponsorer.
I dag kan man købe ualmindelig mange varianter af sodavand med alkohol, shots mm.
De unge mennesker eksperimenterer med dette og i løbet af kort tid, drikker de også stærk alkohol, hvor vodka ofte er foretrukket da det er ”smagsløst”

Dagene efter deler de så historierne om, at de var ”stive i weekenden” og den og den var mest stiv.
Nogle forældre bifalder dette og undskylder dette druk med ”at sådan var de også selv som børn” ”det er jo teenagere og de er jo lidt mærkelige” ”jeg kan ikke styre mit barn” eller som tidligere skrevet ”mit barn er grænsesøgende”

For at være en del af fællesskabet blandt de unge skal de helst være en del af denne kultur og hvis du ikke er en del af dette, er du ikke en del af fællesskabet.
Forskellige undersøgelser viser, at det ikke at være med i et fællesskab, er noget af det værste for os mennesker.

Men mange af vores børn synes ikke det er fedt at drikke.
De har lyst til at ”ikke at drikke” og bare få lov til at være almindelige unge mennesker uden alkoholindtag to dage om ugen. Derfor trækker de sig fra fællesskabet og kan føle sig ensomme, mærkelige, udenfor og have svært ved ”at komme ind” i klassens sociale fællesskab.
De vælger ikke at tage til komsammen med mange af de andre, vælger at blive hjemme og ”se tv sammen med forældrene og mest af alt have lyst til, at være sammen med de andre. Ikke drikke med de andre…..

Nogle vælger for fællesskabets skyld, at være med til at drikke. Nogle af vores unge børn har ikke ressourcerne eller troen på sig selv til at sige fra.

What to do?

Well igen tænker jeg at det er utroligt vigtigt at du får lavet et mentalt rum med dit barn. Et rum hvor dette har tillid til, at kunne komme og sige hvad der sker. Have tillid til at du ikke med det samme ringer gud og hver mand ind, hvis det er meget alvorlige ting der er samtaleemnet.
Dit barn har brug for, at kunne betro sig til dig som voksen og have tillid til at det der bliver sagt ikke komme videre.

Bare det at kunne sige, at det er svært det med at de andre drikker og man ikke selv har lyst til det er en rigtig god ting for dit barn.

Man kan faktisk ”købe sit barn frihed” i forhold til det her alkohol.

Her er et par tips…:

Du kan sige til dit barn at alkohol er udelukket indtil x alder og at det er en fast aftale i har.
Når dit barn så står i en situation hvor alkohol kommer på banen kan det blot sige, at jeg har en fast aftale med mine forældre om ikke at drikke førend x alder.

Man kan lave en kontrakt med hele klassen om ikke at drikke. Sådan helt rigtigt forstået med underskrift og hele molevitten…. J Jeg har hørt det brugt flere steder og grundlæggende virker det. Jeg har også hørt det introduceret i klasser hvor det nærmest blev ”grinet ud” af forældrene…

Der er mange mange ting, bekymringer og overvejelser i forbindelse med børn og alkohol. Ovenstående var blot et par stykker af dem.