Grethe
I min familie har vi, lige som i så mange familier, en hund. En lille en af slagsen, men med et alt for stort ego. En sådan hund skal luftes og selv om det til tider kan synes træls på grund af vejret, holder jeg faktisk af vores aftentur.
For et par år siden passerede vi næsten altid på denne aftentur, en meget gammel dame. Jeg var ikke i tvivl om, at det var den samme gamle dame, da hun havde et yderst specielt kendetegn. Hendes ben gik som bogstavet V lagt ned på siden. Ikke at de bøjede sig i forbindelse med knæets naturlige retning, men derimod til siden.
Dette handicap gjorde, at den ældre dame gik meget meget langsomt. En af de første grunde til at jeg lagde til at hun gik så langsomt var, at jeg kunne passere hende på vej mod Østerport station i København, gå en relativ lang tur og så passere hende igen når jeg var på vej den modsatte vej, hvor hun stadig var på vej i samme retning mod Toldbodgade.
Den ældre dame havde problemer med at komme op og ned ved kantstenene. Det tog hende lang tid at få justeret når hun stod der foran disse, i forhold til at få den rette koordination. Yderligere så jeg hende ofte om aftenen når det var blevet mørkt.
En aften da hun netop stod ved en sådan kantsten, besluttede jeg mig for at sige ”hej.” Hun fuldstændig ignorerede mit ”hej” og gik ud på vejen.
Aftenen efter mødte jeg hende igen og sagde så ”hej” igen og det samme skete. Ingen reaktion. Dette skete yderligere et par gange, med samme resultat.
En aften i forlængelse af disse aftner havde vejret skiftet og denne aften var vejret koldt, det stormede og var nærmest truende. Igen mødte jeg damen og igen stod hun og koncentrerede sig om sin koordination, fordi hun var på vej over vejen.
Omstændighederne taget i betragtning valgte jeg dels at tilbyde min assistance og dels at tilbyde at følge hende hjem, da det hele så noget usikkert ud. Jeg fik et relativt vredt svar, at det skulle jeg ikke.
Jeg valgte dog at blive, for at kunne assistere, hvis den ældre dame skulle falde. Jeg sagde højt, at uanset hvad, så ville jeg følge hende, indtil jeg var sikker på at hun var kommet godt hjem. Hun kunne jo ikke forhindre mig i at gå ved siden af hende.
Herefter accepterede damen nådigst, at jeg fulgte hende. Jeg præsenterede mig og hun præsenterede sig. Grethe, 87 år.
Her startede et lille hyggeligt venskab.
Hver gang jeg fremover mødte Grethe, slog vi følge og Grethe fortalte hvad hun oplevede. Grethe havde en datter på 66 år og et hav af børnebørn.
Vi havde masser af tid, for lige så skarp Grethe var i hovedet, ligeså langsomt gik hun på hendes meget skæve ben.
Ved kantstenene fik jeg nu nådigst lov at være støtte for hende og når vi passerede fodgængerovergangen i Amaliegade var vi altid ekstra opmærksomme. De hvide striber kunne godt, i deres højde, snyde Grethe lidt og få hende til at komme ud af balance.
Grethe fortalte, at hun var født og opvokset i Toldbodgade der, for dem der ikke skulle vide det, ligger i forbindelse med Amalienborg. Grethes far havde været smed og haft heste i det hus hun nu boede i. Et hav af konger, dronninger, prinser og prinsesser havde passeret forbi huset. Krigen havde raset, men huset i Toldbodgade bestået.
Nogen gange fortalte Grethe, at hun havde soldet lidt. Hun havde stavret op til St. Kongensgade, taget bussen indtil Rådhusarkaden, hvor hun i Irma havde købt to øl og en frikadelle. Derefter havde hun taget s-toget til Østerport station, hvor hun så satte sig på bænken og nød hverdagen og solen passere langsomt forbi. Herefter gik hun i sit vante tempo fra Østerport og ned til Toldbodgade. Andre gange havde Grethe fået flæskesteg og rødkål og stak i et fantastisk grin over at have fået dette før jul.
Onsdagene var vigtige for Grethe.
Om onsdagen var der Onsdagsjazz i baren på Østerport station. Her troppede Grethe op hos Ole og nød nogle timers traditionel jazz og en øl.
Jeg prøvede at time mine turer således, at jeg mødte hende gående på vej hjem.
En dag spurgte jeg hvorfor hun ikke tog bussen hjem, hvortil hun med hendes skarpe og smukke øjne hvilene på mig svarede ”hvorfor skulle jeg det? Jeg nyder at gå denne vej selv om jeg bliver lidt træt engang i mellem”
En tirsdag aften mødte jeg hende.. hun virkede lidt træt og mut og jeg spurgte om alt var okay. Det var det, men hun savnede lidt sine venner der alle var døde og der var ligesom ikke noget vigtigt at leve for.
Jeg sagde med det samme, at i morgen jo var onsdag og at hun var ventet på Østerport station. Ja svarede hun, med øjne der straks lyste op i hendes rynkede og kloge ansigt, det er det bedste og så gik der et lille øjeblik hvorefter hun smilede og tilføjede… og så mine gåture med dig!
Vores ture fortsatte og Grethe fortalte mange historier om sit lange liv i Toldbodgade. Det var altid hyggeligt og vi sagde godnat der foran porten hvor hun boede.
Så pludselig så jeg hende ikke mere. Jeg tænker at hun er sovet stille ind i hendes egen verden. Et langt liv endt stille og roligt samt et lille rart venskab som kun Grethe og jeg kendte.
Jeg tænker nogle gange.. og det hele startede med et ”hej”
Spot On 