Jeg havde et yderst rørende møde med en far

Jeg havde et yderst rørende møde med en far.

Som studie og ungdomscoach er det normalt, at jeg også kommer i kontakt med forældre. Mange gange handler de unges udfordringer om noget med forældrene og så dykker vi (for de unges vedkommende meget ofte ualmindeligt modigt) ned i dette.

Jeg havde aftalt en session med en ung pige, men pigen valgte ikke at komme lige i første omgang. Pigens far valgte så at tage ”tiden” der var booket og dukkede egentlig bare op uden at have meldt dette.

Det blev en spændende samtale og heldigvis fik denne far et par aha oplevelser med sig.

De havde egentlig et godt forhold, mor, far, datter og et par øvrige søskende. Så selve samtalen med datteren var booket ud fra en helt anden problemstilling.

Far var lidt bekymret for fremtiden og selvfølgelig hans datters ve og vel.  Hvilket vi vel alle er for vores børn.

Vi kom til, at tale lidt om deres to indbyrdes forhold og deres måde at kommunikere på, og faderen sagde her, at han egentlig ikke vidste om han fik sagt nok……………

Her blev jeg nysgerrig og spurgte hvad han mente med det?!

Han sagde, at han gerne ville fortælle sin datter, at han var der for hende og at han altid ville støtte hende i hendes liv, at han elskede hende og at han til hver en tid ville hjælpe hende alt det der stod i hans magt.

Jeg spurgte om han ikke havde sagt det, når han nu var så dedikeret til dette. Hans modsvar overraskede mig lidt.

Han sagde, at når han talte til hans datter var det ofte som at tale til en dyne.

Der kom ikke nogen reaktion når han sagde noget meget personligt til hende og oftest var det som om han ikke blev hørt.

Ud fra dette konkluderede familiefaderen, at så var det egentlig lige meget med at fortælle hans datter at han elsker hende, at han til evig tid vil støtte hende og mange andre ting. Han syntes ikke at han ville sige det til hans barn, da hun alligevel ikke lyttede til hvad han sagde.

Jeg har haft så mange samtaler med unge mennesker, i skrivende stund mere end 3.500 1:1 sessioner kun med unge mennesker i alderen 13 til 25, og for rigtig mange af disse samtaler gælder, at de unge siger til mig, at de ikke ved om deres forældre elsker dem.

De siger det nogenlunde på denne måde: ”…….. altså selvfølgelig ved jeg godt at mine forældre elsker mig… det skal de jo gøre, men de siger det aldrig og det er sådan en lidt underlig fornemmelse….”

Dilemma.

Vi har forældre der ikke tror de bliver hørt og derfor holder mund og børn der gerne vil høre det deres forældre ikke siger.

Til selve samtalen med faderen spurgte jeg ham, om jeg måtte give ham en lille udfordring hvortil han svarede bekræftende.

Udfordringen var som følger:

Hvad siger du til, at du i løbet af de næste par dage fortæller din datter hvor meget hun i virkeligheden betyder for dig, hvor meget du elsker hende, hvor meget du vil støtte hende hvis det er nødvendigt osv osv.

Han lyste op i et smil og sagde med det samme, det vil jeg gerne. Jeg ved bare ikke helt hvornår jeg skal gøre det.

Vi talte om de ”små mentale rum” man ind i mellem har med sine børn. Denne far og datter havde tidligere hygget sig rigtig meget med at se film sammen og talt om disse.

Men også når de sammen havde set disse film haft smådybe snakke om andet end lige det filmen handlede om.

Han ville så hurtigt som muligt, spørge sin datter om de ikke sammen skulle se en film sammen. En film hvor han vidste hun netop havde læst bogen….

Bare ved tanken om dette lyste han endnu mere op og han glædede sig til, at få fat i sin datter så de kunne få lavet en aftale.

”Kan jeg gøre andet?” spurte han.

Jeg fortalte ham, at han eventuelt også kunne sms hans datter, nogle af hans følelser og spurgte om han havde prøvet at gøre dette.

Det havde han reelt aldrig tænkt over og spurgte om man kunne det…. ??

Jeg mener faktisk, at det kan man godt. Hvis du som forældre vælger også at gøre dette skal du blot være ekstremt opmærksom på ikke at være grænseoverskridende i din kommunikation og ikke gentage dig selv.

Faderen her forlod mit kontor glad og opløftet. Han havde fået et par yderligere udfordringer med som han glædede sig til at udføre. Dem alle i forhold til at optimerer kommunikationen med hans datter.

Hvad gør du?

Husker du at fortælle dit barn, at du er der for det, også i de svære situationer? 
Ved dit barn dette? Eller er det nødt til, at gætte sig til det du tænker det ikke er nødvendigt at sige, for det bliver ikke hørt alligevel.

Sørg for at dit barn kender dine følelser for det!