Inbetweenies
-de glemte børn-
På et tidspunkt i vores opvækst kommer vi alle gennem alderen 9 til 12. En ny alder kunne man fristes til at postulere. Ny fordi den har et navn, en klassificering. Tweens! Dette er dog ikke nyt for mange, men for andre igen en opdagelse.
Dette tidspunkt i vores opvækst er en ekstrem vigtig alder for vores børn. Desværre er mange tilbøjelige til at glemme dette og tilgodese det vi selv synes er vigtigt, eller det andre synes er vigtig i forbindelse med hvordan vores børn skal se ud eller opfører sig.
I denne alder har børnene bevæget sig fra at være babybørn til børn.
Børn der har brug for leg, venskab, ro, familie, kendte og vandte rammer samt en masse tryghed og kærlighed. Børn!
Deres mentale forståelse er stor og de er nysgerrige på voksenlivet og dettes endnu uforløste hemmeligheder, men deres abstraktionsniveau er slet ikke på højde med det deres ord og kunnen giver udtryk for.
De unge i denne alder klæder sig ofte som teenagere og voksne, eller andre rollemodeller de ser i fjernsynet. Alle rollemodeller der er ældre og lever i en anden verden end børnene gør.
Dette medfører, at vi gør vores børn i denne forrygende aldersgruppe ældre end de er. Hvilket igen medfører at vi, på børnenes vegne, glemmer nogle meget vigtige ting.
Legen bliver som udtryk nedprioriteret og hverdagen fyldt med ting som i almindelighed hører voksenlivet til. Det kunne for eksempel være shopping, sexificering, kærester, statussymboler mm. En hverdag som desværre ofte gør dem stressede. Deres dagligdag er fyldt med aktiviteter uden at de får mulighed for at få ro til bearbejdelse af de oplevede ting. Eller ro til bare at være og bare lege.
Hverdagen står på lektier og aktiviteter ugen lang. Forældrene bakker op om disse mange aktiviteter og måler ofte deres eget barn med andre børns aktiviteter.
Det er i dag normalt at børn har op til 3 eller 4 fritidsaktiviteter der alle skal nås samtidig med de andre forpligtigelser, som lektier, venner og familie skal tilgodeses.
Forældrene i dag er samtidigt så presset, frivilligt eller ufrivilligt, at de for at kompensere for manglende tid med deres børn i hverdagen, som jo også har travlt (!), lægger hypermeget aktivitet ind i weekenderne og andre fri rum de har sammen.
Hvilket igen frarøver både forældre og børn den tid hvor de reelt skulle slappe af og lege.
Forældrene glemmer at tage ansvaret, glemmer at sætte rammen, skabe tryghed, og glemmer at det er børn og ikke små voksne de har med at gøre i denne alder.
Der er desværre mange eksempler på, at vi udsætter vores børn for et mentalt rum, hvor de hverken har abstraktionsniveauet eller de psykiske ressourcer til at forstå det der sker.
To almindelige ting der ofte sker i børnenes hverdag er følgende:
På TV kører der en mængde tv-serier af forskellig kvalitet og karakter. Kvalitet og karakter skal ikke diskuteres her. En mængde af disse serier har en semirealistisk tilgang til virkeligheden. I skrivende stund er der for eksempel en serie der hedder Anna Pihl, der handler om en politidames virkelighed og hverdag. Serien går meget tæt på virkeligheden og som tilskuere bliver vi ikke forskånet noget rent visuelt.
Denne serie, og mange andre serier, er der mange børn i alderen 9 til 12 der for lov til at se. Her er bryster, vold, voldtægt, kys, kærlighed osv osv. Alle ting som er spændende også for børn. Men børn har ikke forståelses-kompetencer til at kunne håndtere dette.
Når man ikke kan håndtere dette, giver det mulighed for, at det enkelte barn får stress eller en forståelse af, at dette er virkeligheden og bærer disse normer med sig.
Et andet eksempel er noget vi alle ligger under for, men hvis vi som voksne vælger ikke at have dialog med vores barn om dette, kan det få nogle interessante konsekvenser. Tøj og i særdeleshed mærketøj.
Mange af vores børn bliver presset af medierne, af vennerne, af forældrene og omgivelserne i øvrigt, til at gå i noget bestemt tøj. Langt de fleste børn er egentlig ikke interesserede i dette bestemte tøj, men vil hellere lege. Men for forældrene og for status er det vigtigt med den historie som tøjet fortæller.
For børn medfører det, at de måler (sammen med forældrene) sig med hinanden og sig selv. Har jeg det rigtige tøj på, ser jeg godt nok ud, ser de andre mit tøj mv.
At måle sig med andre, medfører at man allerede på dette tidspunkt i livet får en værdi der dikterer, at man bliver målt på noget ydre og ikke det modsatte. At man kan få det bedre af at tage noget på og faktisk blive bedre end de andre ved denne handling.
Man har den selvopfattelse at man ikke selv er ok før man har opnået den ydre accept som dette tøj giver.
Dette at måle sig med andre er selvtillidshandlinger. Handlinger der betinger sig af, at man måler sig med andre og altså bevidst eller ubevidst synes andre er mere eller mindre værd i forhold til en selv, eller omvendt..
Dette fordrer ikke vores børns selvværd, den forståelse af at de er gode nok som de er. Den forståelse der giver overskud til at hjælpe og sørge for andre, og ikke mindst én selv.
Tværtimod bliver værdien en ydre ting og man måler alt på, at have noget der er mere værd. Hvilket hvis man bliver lidt filosofisk gør, at man i virkeligheden føler sig mindreværdig!
Er det noget vi ønsker for vores børn? Er det noget vi ønsker for vores kommende samfund?
Ovenstående ting er jo interessante og åbner op for os forældre for, at gøre tingene lidt anderledes. Anderledes hvis vi reelt ønsker at give vores børn de bedste vækstmuligheder i en verden der i øvrigt er kompliceret nok i forvejen.
Det første vi som forældre kan gøre, er at søge viden. Viden om børn! Viden om os selv fordi… hvad er det for værdier vi ønsker at give videre til vores børn?
Ønsker vi at vores børn skal lege i et trygt miljø, eller skal det være små selvtillidssøgende væsner der higer efter at gøre alle andre end dem selv tilfredse? I øvrigt i en stresset kontekst!
Der findes masser af viden rundt omkring. Masser af forskning og ikke mindst, masser af redskaber man kan tilegne sig i forbindelse med ens barns opvækst.
En interessant ting i denne forbindelse er en lille spændende overvejelse du kan gøre dig.
Hvad var det i din egen opvækst som kunne gøre dig aller mest irriteret, vred, ked af det osv ved dine forældre?
Hvis du aldrig har tænkt over dette, er det måske en god ide at tænke over dette nu, da al hjerneforskning viser, at vi spejler os i vores nærmeste og dette hele tiden og konsekvent.
Alt hvad vi spejler, bliver til handlemuligheder og kompetencer i vores system. Og ubevidst bliver disse kompetencer aktiveret som en del af os selv!
Det betyder, at hvis du aldrig har tænkt bevidst over det, er der en reel mulighed for, at du giver det værste fra din egen opvækst hos dine egne forældre videre…. til dine børn.
Søg viden og bliv den bedste far eller mor. Dit barn fortjener det!
Spot On 