Hotel Bushbaby
En mærkværdig dag, en meget varm dag. Måske mærkværdig på grund af varmen, det er ikke helt til at sige. På min vej til hvor jeg nu står var der mildest talt sket et par underlige ting. Ting der gjorde at jeg sandsynligvis inden længe må overveje at tage hjem, hjem til det man hvis man var romantisk, ville kalde sit fædreland.
Jeg er nu hverken romantisk eller andet i den retning, så det ville være mest naturligt bare at kalde dette land for dets rette navn, men ved nærmere eftertanke er det vel i bund og grund også ligegyldigt. Hvad der måske var på sin plads at fortælle, var at det land hvor jeg nu befinder mig, ikke er det land hvor jeg i sin tid for mange år siden blev bragt til verden.
Jeg står i baren på Hotel Bushbaby i en by i et land som jeg senere nok skal fortælle om. Baren i Hotel Bushbaby er her bedre kendt, bare som Bushbaby. Eller Bushbaby baren……
Det er en bar, hvor alle af min slags virkelig prøver at nå at komme til, inden den lukker og når man nu endelig er her i byen. Det vi vel kan li´ er vel det at der her absolut intet sker, eller absolut intet er sket når man har været væk for et stykke tid. Det er altid nøjagtigt det samme som når man tog afsted. I den lokale sjargon bliver det også benævnt som “himlen”. Stedet hvor der ingen ting sker. Hvis jeg skal være helt ærlig så kan jeg hurtigt tilslutte mig dette. Stedet hvor ingen ting sker.
Bushbaby, stedet hvor ingen ting sker. Himlen.
En Bushbaby er en primat, som lever i de store regnskove i midt- og vestAfrika. Nogle ville vel kalde det en abe, men det er sådan at jeg ved at det er en primat. Vel og mærke en abeprimat…….
Kun meget få har set den og dem der har set dem synes at de ligner det som en amerikaner ville kalde en teddybear.
Hvor jeg kommer fra ville man sige en bamse, men dette udtryk passer om nogle, slet ikke på en Bushbaby. En Bushbaby er en primat.
Det er det 8 år, den 8 måned og det er til og med den 8 time pm. lokal tid, som jeg tilbringer idette land. Dette indebærer at det er buldrende mørkt og meget varmt. Så varmt at jeg kan føle at min skjorte den klæber til min ryg og sveddråber samler skidtet op på min pande, bare for at lave sorte streger fra hårgrænsen og så ned i mine øjenbryn.
Jeg har været her i landet i 8 år.
Det er dog blevet til to hjemrejser på den tid. Inden længe bliver det dog for bestandigt, ……at jeg rejser. Det er meget varmt, varmere end jeg overhovedet mindes at det har været i al min tid i dette land. En kold øl er noget af det ypperligeste man kan få når det er så varmt. Her i landet har de heldigvis en øltradition, som de er stolte over og med rette.
Jeg er på min 3 øl og skal allerede nu til at vurdere om jeg skal fortsætte her eller tage hjem, eller rettere op på mit værelse her på dette “hotel”.
En lille forfængelig indskydelse, en øl her i landet er minimum en halvliter og altid stærk øl. Derfor denne lille overvejelse.
En bar af denne art her i landet er konstrueret som et fængsel bare omvendt. Bartenderen står bag tremmer. Jeg har aldrig helt forstået om det var for at beskytte ham imod overfald, eller bare et af myndighedernes påkrav. I hvert tilfælde står jeg her og ser ind imellem nogle tremmer, til en fyr der står og langer øl ud imellem dem.
En øl til har aldrig skadet så jeg bestemmer mig for en til. Som om varmen driver én til det. Ved siden af mig står ham vi kalder “Livingston”, en stakkel som ikke rigtig ved hvad han egentlig laver her i dette land. Han har vist været her i umindelige tider og har stort set glemt det sprog han er født med. Han står i sit kaki-tøj og brune støvler, alt imens han sumper over sin femte øl, eller noget lignende. Jeg har ikke været tilstede i baren et stykke tid, og den sidste jeg tog afsked med var netop “Livingston” så han har sandsynligvis stået her lige siden. Han ser også sådan ud.
Bushbaby er et snusket sted, beskidt, ucharmerende og larmende. Fyldt med det værste skum, ludere og lommetyve, narkovrag og billige charlartaner og så os……….
Ind imellem forviller der sig et par rygsækrejsende herind, men hvis ikke lommetyvene får dem så gør luderne. Det er sgu trist. Unge mennesker der er ude for at finde lykken og se verden og så havner de her i “himlen”. Stedet hvor der absolut ingen ting sker.
Det har virkelig været varmt idag. Jeg har gjort den længste rejse de sidste par dage, end jeg endnu har gjort imens jeg har været her. Tre og en halv dag har jeg været undervejs, helt ude fra det yderste og så til her. Det er vel næsten uofficiel rekord, men hvem bekymrer sig om det.
I virkeligheden har jeg gjort det umulige ved at gøre det så hurtigt, men hvem bekymrer sig om det, udover mig.
Typer som “Livingston” ville være helt og aldeles uinteresseret, så derfor fortæller jeg det ikke til nogen. De kan jo også være ligeglade for jeg skal snart hjem.
Grunden til dette rush, skete for et par uger siden. Mit arbejde foregik langt ude i det område hvor lov og orden er noget der sidder i heksedoktorens hånd.
Nogle ville kalde mit arbejde for hjælpearbejde, andre ville kalde det at hyppe ens egen samvittighed og til og med få penge for det.
Selv vil jeg nok sige at jeg var en koordinator af forskellige institutioner.
Hvor om alting er, så er det sidste stykke tid ikke gået helt som man kunne forvente. Der blev problemer med nogle af de nyankomne, som troede at de var nogle satans karle og nærmest mente, at de var på en mission fra gud, eller noget der var bedre.
I virkeligheden er det jo altid det der er problemet med de nye, stort set alle steder her i verden. De tror at de ved en fandens masse og det gør de også, men de ved ikke noget som helst om det praktiske og det er her problemerne opstår.
Well… det var i alle fald her at de opstod for mig.
Et par af de nye unge fyre troede, at de skulle belære undertegnede samt den ældste i stammen, det der alle andre steder forstås som en høvding.
Rent teknisk havde de måske ret. Men…det her er ikke en eller anden prøveskole, hvor man får et klap på skulderen hver gang man kommer med et nyt forslag, eller åbner munden bare for at virke “kreativ”.
Her på det sorte kontinent, som vi kalder det her i “Himlen” er facts noget aldeles andet end det de lærer på disse skoler.
Se det er svært at forklare denne ungdom.
Johnston, eller “Englænderen” som vi kaldte ham, måtte sande dette ud i det absolutte. To af hans “jomfruer” fik lavet rav i den med en pige, nogle ville sige at de voldtog hende, andre ville sige at de bare hyggede sig uforpligtende sammen en aften, og det endte op med at den ældste istammen kom til Johnstohn og krævede at de to skullle betale 42 kvier, samt at en af de to skulle gifte sig med det unge pigebarn.
“Englænderen” som egentlig var uden skyld i de der skete, prøvede at forlare den ældste hvordan sagerne forholdte sig og at de to ville blive straffet på behørig vis når de kom hjem til deres eget land. Den ældste som godt kunne forstå hvad Johnston mente, kunne slet ikke bruge forklaringen til noget, da han repræsenterede et råd bestående af de 12 ældste, de to fædre samt ham selv.
Da de to som havde begået gerningen var blevet sendt hjem havde rådet besluttet sig for at de 42 kvier ville være en tilfredsstillende betaling og var så villige til at glemme det lille optrin.
Johnston, som var god nok på bunden, gjorde hvad han kunne, men ingen vestlig regering kan gå med til at betale 42 kvier for det man forstår som voldtægt og derfor nægtede “Englænderens” regering at betale det ellers meget beskedne beløb.
Der stod Johnston så…..uden at have nogen mulighed i sit budget til at gå ud på markedet for at købe 42 kvier, og vidste egentlig ikke hvad han skulle gøre.
“Englænderen” var et mandfolk, det må man lade ham. Han tilbød faktisk sig selv som gom til den unge dame, blot for at han kunne komme videre i sit projekt. Rådet med alle disse gamle sorte, tog det op til nærmere overvejelser og da “Englænderen” generelt var vellidt tog det faktisk temmelig lang tid, selv efter dette lands standard før de fandt en løsning.
Johnston kom i “Himlen” og fortalte om sit problem og det morede vi alle os over. Det er ikke hvem som helst på 62, der får lov til at ægte en smuk sort pige. Rent faktisk sad “Livingston”, Johnston og jeg den sidste aften, der overhovedet var nogen af os der så Johnston i live, og drak det lokale øl.
Vi grinede. Lige på dette tidspunkt var der ingen af os der anede, hvor alvorligt det egentlig var, så vi grinede.
Vi delte mange øl den aften samt vi delte en flaske “Safari”. Safari er Swahili og betyder rejse, eller længere tilbagelagt distance. Det sidste jeg selv kan huske fra den aften, er at Johnston købte endnu en flaske “Safari” og skænkede endnu en runde. Da var det at jeg måtte hjem på mit “hotel”.
Flasken står der endnu.
“Svericson” der hedder sådan af flere grunde, var den sidste der så “englænderen”, ude i “enlænderens” riviera, som den blev kaldt.
Ifølge “Svericson” lignede Johnston et menneske på omkring 110 år og da han forsøgte at tiltale ham, sagde han med rædsel i hele hans fremtoning, at vi alle skulle se at forlade dette land, fyldt med så meget sort magi.
“Svericson” som er en af os andre ville selvfølgelig ikke lade Johnston alene i den tilstand, så han stoppede op og spurgte hvad han kunne gøre for at hjælpe. Svaret var fra Johnston, at han blev overvåget af nogle onde magter og for hver gang han tænkte på at tage væk, blev hans sind gjort ældre.
“Svericson” spurgte til den unge sorte pige og det var her han fik svaret, som vel nok gjorde os alle skyldige i en eller anden forstand.
Johnston eller “Englænderen” eller hvad han nu hedder, blev til vores alles forbavselse, kendt for gammel til den unge sorte pige, men da han hverken kunne betale kvier eller give den unge pige ungt kød, måtte han betale med sin ånd.
Ånden er for disse stammefolk tilsyneladende vigtigere end kroppen, så derfor tog de simpelthen den gamle mands ånd.
Ifølge et af deres sagn så dør ånden aldrig og er på den måde vigtigere en hvad som helst andet.
“Englænderen” havde med glæde stillet op til et ritual, for som han havde sagt til “Svericson”; hvad som helst for at få dem til at glemme lidt. Under dette ritual havde en såkaldt heksedoktor så taget hans sjæl i forvaring og de sagde at han for altid skulle blive iblandt dem og deres stamme. Det eneste andet denne “heksedoktor” havde sagt, var at hver eneste gang den stakkels Johnston tænkte på at drage til sit hjemland, ville en ånd overvåge hans tanker og straffe ham, således at han ville blive lidt ældre hvergang hans tanker drog mod dette hjemland.
“Englænderen” er død nu. Ganske simpelt skrumpet ind. De tog hans ånd. Det eneste der er tilbage af ham for os andre er mindet, og så lige den næsten helfulde flaske Safari som står bagved bartenderen.
Det er varmt idag. Det er den 8 måned, den 8 dag men ikke mere den 8 time. Jeg er kommet lidt længere. Hvis det ikke er den 8 time så er det måske den 8 øl. Jeg har et fly ud af landet imorgen, jeg når det nok.
Over bartenderens venstre skulder kan jeg igennem tremmerne se “Englænderens” flaske. Det er varmt, i loftet kører en meget beskidt ventilator rundt. Jeg vil nærmest kalde det dovent den måde den bevæger sig på.
Det er i alle fald så varmt at den ved sine omdrejninger ikke hjælper på denne forbandede varme.
En bekidt luder gør sig til. Havde det været en af de almindelige dage her i “himlen” havde det været ok. Jeg kan ikke holde de beskidte sorte ludere ud. Jeg er glad for at jeg skal hjem imorgen. Hvis jeg når det inden jeg bliver for gammel.
De tog min ånd. For en uge siden tog de min ånd. Det er aldeles tåbeligt, for jeg var ikke skyld i det der skete. De tog min ånd. Han er lige efter mig, hvis han ikke er foran mig. Det er min ånd jeg kæmper for.
Hvordan fanden kan de tage noget jeg ikke engang vidste jeg havde?
De tog min ånd. De sorte sataner tog min ånd. Jeg hamrer min albue ind i solar plexus på den sorte luder der står ved siden af mig. Hun skal fandme ikke stå der og gnide sig op af mig. Af en eller anden grund er det som om spiritussen ikke bider på mig i aften. “Livingston” har rejst sig. Jeg ved ikke om han skal spille galant som de satans englændere altid skal, eller om han bare vil snakke. Det går ikke at spille galant….se bare på “Englænderen”. Han var til og med en ven………
“Livingston” vil ikke spille galant, han lader gudske lov den lille bes…… luder ligge og kommer op til mig i baren. Spørger om vi ikke skal tage en lille en. Jeg har det så satans varmt, så det må blive en øl.
Han giver en øl, vi deler to øl. Det er rart at stå og dele en øl med en man kender godt. Kan de for fanden ikke skrue op for den forbandede ventilator. Vi deler en øl til. To kakkerlakker kravler hen over væggen, de er vel på vej til det normale kakkerlakmøde et eller andet sted, som ikke er for os dødelige. Sandsynligvis imellem to vægplader. Varmen er blevet endnu mere intensiv her i løbet af aftenen.
Om mindre end 12 timer letter mit fly ud fra det her forbandede sted. “Livingston” ved ikke at jeg er på vej ud, han får det sandsynligvis heller ikke at vide før jeg er væk. Væk……….. har de virkelig fået min ånd, eller er det bare noget som man har så satans let ved at forestille sig her i denne hede.
Man kan sgu da ikke stjæle noget som jeg ikke sådan lige har her imellem mine fingre.
“Livingston” er blevet fuld og vil have Safari. Jeg bliver så fuld af Safari. Hvis jeg bare kunne blive fuld lige nu. Det er som om min krop nægter at lade sig påvirke af alkoholen, som om den er udenforstående. Vi Tager en Safari. Jeg fortæller “Livingston” om min fantastiske rejse hjem til “Himlen”.
Han griner. Han er fuld. De satans englændere kan sgu heller ikke tåle at drikke. Lige så snart det er lidt varmt, så bliver de så fandens kåde. Jeg vil have en Safari fra Johnsons flaske. Bartenderen nægter at give os noget, han bliver nærmest skræmt over at jeg kan finde på at sige sådan noget. Varme. “Livingston” hænger nu nærmest i baren. Med hans ene hånd har han godt fat i en af disse stænger der skærmer bartenderen fra os andre. Egentlig kunne han godt ligne en fange som han hænger der, eller en abe i bur. En undren rammer mig, er det bartenderen der er i bur, eller er det os. Prøver igen at slå ham for Johnstons flaske, men det har nøjagtig samme virkning.
Idioten bliver bange. Hvornår har man hørt om en bartender der er bange for at servere sprut.
Det var vel for fanden ikke min skyld at det hele tog den drejning det gjore. Her er så f…… varmt, heden er sat ind langt tidligere ende den plejer. Har stadig en halv øl tilbage, må have noget der er stærkere. Byder bartenderen noget der må svare til hans månedsløn for at få noget af “Englænderens” flaske, men det eneste jeg får ud af det, er at den sorte idiot bare bliver endnu mere skræmt. Kan han da ikke bare sælge mig det, istedet for at stå der og blævre med sin store underlæbe.
“Livingston” falder, eller rettere skvatter med et ordentligt brag ned på gulvet. Hænderne havde åbenbart ikke flere kræfter til at bære ham længere. “Livingston” er egentlig også en ven.
Jeg sparker venskabeligt til ham. Der er ikke nogen der har reageret på at klovnen nu ligger på gulvet, de kiggede måske lige kort men det var da ogå den eneste reaktion. Køber en øl og hælder den i hovedet på ham. Han er nede.
10 timer til det skide fly har afgang. Jeg må have en Safari fra “Englænderens” flaske. Tager en del penge fra “livingstons” pung, fjolset havde alt for mange dollars i kontant, så nu øjner jeg en chance for endelig at kunne købe en ægte “Safari”.
Fortæller bartenderen om min dom samt siger, at jeg står under en ægte heksedoktors beskyttelse, så han kan bare sælge løs. Samtidig bliver han også temmelig godt betalt. Fjolset bævrer nu af angst. At være bange for den lille flaske. Han har taget pengene, men ryster nu så meget på fingrene, at jeg ikke ved om han klarer at få flasken helt ned på baren.
Sorte fjols, at være bange for at give en død mands drikkelse væk.
Utroligt så spændende det kan være , at være på et sted hvor der i virkeligheden ikke sker noget som helst, “Himlen”.
“Safari” er stærkt som bare pokker og samtidig med en art sherry smag. Hovedet holder sig klart, guderne må vide hvorfor…men min krop har nu fået så meget alkohol, at den må reagere. Jeg må finde toilettet.
Toilettet på “Bushbaby” er en oplevelse og man skal have prøvet lidt af hvert før man klarer en tur derud og tilbage. Ud for enden af lokalet, cirka to meter efter baren er stoppet. En møven og en skubben iblandt alt det andet utøj der opholder sig her, inklusive det på væggen, og når man endelig når frem til indgangen skal man bogstaveligt talt skræve hen over en eller anden luder og hendes seneste kapring.
Dernæst skal man så finde ud af hvilke af de to rum der er “mens room”, hvilket godt kan være besværligt. Da nu jeg er kommet her en del, ved jeg nu hvilke af de to rum der er “mens room”.
Der kommer jeg aldrig mere………Så er det nemmere med luderne, men dem lære man jo også at kende på en anden måde. Ind imellem hører vi frygtelige historier om hvad der er sket for enkelte rygsækrejsende når de gik ud på “mens room”.
Jeg husker tydeligt en tysker der absolut skulle bevise over for “Svericson” at han ikke troede på det vi fortalte ham. Den tysker grinede vi meget af og jeg tror, at han hurtigt forlod kontinentet igen.
Der har vi det igen. De unge må sgu lærer at lytte lidt mere til de erfarne, os der nu engang har været her lidt for længe.
Jeg får kæmpet mig vej igennem luderne, med et par kærlige klap til de helt unge kvinder, de er lidt utilfredse med situationen, fordi jeg tog lidt hårdt på hende horen tidligere på aftenen.
Men da jeg trods alt repræsenterer en potentiel indkomst gør de mig ikke noget……….de stakkels piger.
Da jeg kommer tilbage står “Livingston” til min overraskelse i baren, hvem fanden skulle nu tro at han kom på benene igen.
Han byder mig på en øl med et smøget grin og jeg tager taknemmeligt imod, velvidende at jeg har betalt en betalt flaske “Safari” med en del af hans penge. Derfor er det vel også logisk, at jeg byder ham på en.
Jeg fortæller ham, at det ved list lykkedes mig at lokke barmanden til at sælge “Englænderens” flaske. Han bliver sgu imponeret den stakkels “Livingston”. Så står vi der igen, lidt senere, lidt mere påvirkede, men situationen er den samme.
Han spørger mig pludseligt hvad fanden det er der plager mig, siger at jeg ser ud som lort. Min reaktion er ubevidst…..jeg griber ham i nakken og smadrer ham ind i disse tremmer der holder barmanden inde, eller os ude, eller omvendt.
“Livingston” har et ordsprog der hedder “stærk gør heldig”. Han er satme heldig. Det eneste der sker er at hans hoved kommer lidt i klemme imellem to tremmer. Jeg undskylder, for min reaktion var ikke bevidst.
“Livingston” tager imod undskyldningen og jeg byder på en øl til. “Livingston” napper sig en enkelt fra flasken med Safari og jeg synes det er iorden.
Langsomt er det som om jeg må svare på hans spørgsmål, jeg troede bare ikke at man kunne se det på min holdning. Jeg prøver at forklare ham dette, at jeg ikke troede at man kunne se at der var noget der trykkede mig.
Igen siger han at jeg ligner en levende død, et omvandrende lig.
Følelsen af lyst til at tage fat i ham er der igen, men jeg når at holde min bevægelse tilbage.
Det skete bogstaveligt talt midt i regnskoven her på det sorte kontinent. Mit lille job havde ført mig der ud på noget indspektion med et par “jomfruer”.
Det var da for satan dem der gjore det, så hvorfor fanden…..skal det gå ud over mig. Jeg har jo virkeligt arbejdet hårdt for de lokale hernede.
Forfanden da, de tog min ånd. Jeg kan mærke det, jeg ender sgu ligesom “Englænderen” det fæ.
Jeg sad bare der og legede håndspålæggelse med dem og pludselig var de færdige og sagde at hvis de ikke fik “dem” igen ville de bruge min “ånds” styrke istedet. Hvordan fanden kan de tage min ånd, det kan de sgu da ikke tillade sig. En flok aber.
Efter et par dages arbejde, sender jeg de to unge ind til byen, velvidende at de skal nå et fly til en storby i europa. De skal på kursus…..i agrokultur. En uges tid efter bliver jeg bedt om at møde til et råd med de ældste, samt en fyr jeg aldrig har set før. En klan-hekse-doktor.
En omvandrende “trouble shooter” som “Englænderen” ville have sagt. Alt imens de gamle forelægger problemet, stirrer han på mig igennem en maske, hvilket var meget ubehageligt.
I første omgang kommer jeg til at fokusere så meget på ham at jeg helt glemmer at høre hvad deres problem er. De masker de laver her på kontinentet ligner mest af alt aftryk af fremtids uhyrer, eller uhyrer der måske har levet her før os andre. Selv siger de, at det er aftryk af ånder………
“Livingston” byder på endnu en øl og vi følger den op med endnu en Safari. “Livingstons” første job hernede var i en by der hedder Ujiji og det første der bliver sagt til ham da han ankommer, er at han ligner en hvid man der engang for mange år siden arbejdede lige netop der.
“Livingston” spørger om han må se et foto af denne anden, og det billede skræmte “Livingston” så meget, at han på sit første job nær var taget hjem til sit eget land igen.
Som den fornuftige mand han er, mener han nu, at det er en af dem der har været der længere end ham selv, der driver gæk med ham.
“Jomfrusjov” kan man vel nærmest oversætte det. At denne anden har givet et billede af ham til de indfødte og fået dem til at sige hvad de nu engang sagde.
På stedet hvor “Livingston” er kommet til, er der en turistattraktion og for at få det overstået går “Livingston” straks mod denne attraktion. Et hus, en have og to mangotræer. Det hele ligger ved en sø og kunne i det hele taget være meget romantisk.
5 minutter efter at “Livingston” var ankommet til dette hus, denne have og disse træer forsvandt romantikken. Haven som ikke er nogen æstetisk nydelse, gør at man i løbet af ganske kort tid, som det naturligeste går ind i huset.
Hvis “Livingston” var blevet overrasket da han kom, så var det ingen ting imod det chok han fik da han gik ind i dette hus. I huset, som faktisk er det originale hus, blev “Livingston” modtaget af en mandshøj statue……….af ham selv.
Væggene var beklædt af billeder af ham selv i alle mulige forskellige situationer. “Livingston” siger selv at han i dette øjeblik blev 50 år ældre.
For folk hernede er det ikke unaturligt at en afdød kommer til bage i materialiseret form, ånden dør jo aldrig siger de.
Stærke ånder kommer igen og igen. “Livingston” opnåede på to dage, jungletrommer er ikke bare en romantisk myte men en helvedes effekiv kommunikationsform, hvad andre er generationer om at nå og hvad de fleste egentlig aldrig opnår.
Han blev berømt, ikke bare berømt, men også respekteret. På et areal der er størrere end Nordeuropa. Nu har han været her i evigheder. Navnet har hængt ved lige siden.
Det er så satans varmt her i landet. Normalt bliver det køliger om natten, men åbenbart ikke i nat. Af en eller anden grund er den forbandede ventilator holdt op. Der er sgu aldrig noget der fungerer hernede.
Mine “jomfruer” sagde godt nok noget om at de havde fået fat på nogle dukker, som de sandsynligvis kunne sælge til gode penge på et loppemarked hjemme.
Dukker, hvem fanden bekymrer sig om dukker når man har langt mere og praktiske problemer at tage sig til?
Disse dukker viser sig at være talismaner for disse folk hernede. Selv har jeg godt nok set dem på forskellige stabler af træ, træ som skal bruges til brænde.
Når de lokale ikke har tid til at bringe det fældede træ hjem, eller ikke har råd til at betale en vagt for natten over, så bruger de disse talismaner og de er lige så sikre som noget vagtværn.
Personligt ville jeg have for meget respekt for en sådan dukke til ikke at tro på dens evner som beskytter, men de to forbandede “jomfruer” anede sandsynligvis ikke hvad det var.
At kalde en talisman for en dukke, de er fandme så dumme når de kommer hjemmefra. Ikke en skid ved de om det her liv hernede. “Dukker”.
Nu har de forbandede hoveder taget min ånd i bytte for tre dukker. Jeg skulle bare vente der indtil de tre dukker ville komme tilbage. Vente der. Fire hytter og en busholdeplads, ved noget som man andre steder ikke ville være bekendt at kalde en vej.
Så var det, at vi lavede denne håndspålæggelse, de tre ældste, heksefidusen og så jeg. Først hen over et bål, dernæst henover mit hoved, samtidig med at denne fidusmager sagde en masse ting på et sprog som jeg aldrig har hørt før.
Jeg taler ellers tre af deres lokale sprog, samt hovedsproget.
Tilsyneladende er der ikke tvivl om at disse talismaner vil komme tilbage, så det er logisk, for dem, at jeg bare skal blive der et par måneder. For første gang i min tid her på det sorte kontinent blev jeg bange.
Jeg havde ingen, eller har ingen som helst ideer om at blive holdt fanget noget som helst sted og da absolut ikke hernede.
Jeg spurgte hvad der ville ske hvis jeg tog afsted uden at de havde fået deres talismaner tilbage. Svaret var meget enkelt, næsten uhyggeligt enkelt. De ville beholde min ånd. Åndens vogter ville følge mig og hvis jeg ville forlade landet ville han opbevare min ånd, indtil disse talisman figurer kom tilbage.
På Bushbaby har vi altid sagt at lige meget hvilken sygdom vi fik raget til os, så ville vi altid kunne tage hjem og blive kureret. Selvfølgelig er der et par kønssygdomme der ikke sådan lige skal drives gæk med, men ellers er det meget generelt.
Du kan altid tage hjem og blive kureret. Som for eksempel den gang “Svericson” fik raget en ubehagelig snylter sygdom til sig. De havdet arbejdet med at dæmme en sø op og måtte flere gange i døgnet stå i vand til halsen.
Vi er alle klar over at denne sygdom eksisterer, men regnede egentlig med at den kun var for de sorte. Det startede med at han flere gange brækkede sig her på “Bushbaby” til stor moro for os andre, da vi troede at han ikke mere kunne tåle mosten.
Sådan havde han det også selv og jeg tror, at han et eller andet sted skammede sig over ikke at kunne drikke igennem sådan som os.
Så fik han ondt i benene og kunne næsten ikke gå, troede først han havde gigt, men det var ikke i hans led det gjore ondt, det var stort set over det hele i hans ben.
Men han var sej den gode “Svericson” og fortsatte sin daglige dont her på “Bushbaby”, som en rigtig mand.
Det var først da der kom orme ud af fødderne på “Svericson” at vi fandt ud af at det var alvorligt. Da den første orm dukkede op, gik der kun et par dage, så dukkede den næste op og den næste og den næste og tilsidst var specielt hans højre ben helt dækket med udgangs huller af disse orme.
Vi besluttede at han måtte hjem til sit fødeland for at blive opereret, for den var helt gal med ham. Sygdommen er almindeligt kendt hernede, det er en snylter der trænger ind i kroppen når man er i vandet, derefter lægger den sine æg, dens unger fødes og uvist af hvilken grund søger de så at komme ud nede igennem fødderne. Det er en meget smertefuld process og der er mange af de indfødte der er ramt af sygdommen. Heldigvis har de i “Svericsons” fødeland et af de bedste hospitalsvæsner i verden, så efter fem måneder var han klar igen.
Efter et par dages overvejelser der ude i junglen besluttede jeg mig for at drage til mit fødeland for at få et grundtjek, det kunne jo være at de havde givet mig et sekret af en eller anden slags og den slags ville de hurtigt kunne få tjek på derhjemme.
Problemet var bare om denne fidusmager ville forhindre mig i at rejse, eller om andre af folkene fra stammen ville forhindre mig i det. Under alle omstændigheder så tog jeg afsted. Med bus vel at mærke.
Jeg havde held for den første bus gik allerede om eftermiddagen ind mod en lidt større by, hvor jeg kunne få endnu en bus til endnu en anden by.
Bussen kom og jeg tog afsted, men det sidste jeg så, var denne heksedoktor der stod og så mig direkte ind i øjnene, som om han endnu engang så direkte igennem mig.
Af en eller anden grund blev jeg nervøs, men samtidig glædede jeg mig over at jeg havde klaret at komme afsted uden at de kune nå at stoppe mig, eller min sjæl……
Busture her på kontinentet kunne der skrives bøger om, men det vil jeg undlade blot understrege, at det ikke er helt behageligt.
Efter cika 20 timers kørsel når vi så frem til den by, som er det sted hvor jeg skal skifte. Det første der sker da jeg træder ud af bussen, er at jeg bliver mødt af den samme heksedoktor som jeg netop har forladt 20 timer før i en lille flække temmelig langt væk.
Det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre, at foretage den rute som jeg netop har gjort hurtigere og alligevel er det den samme mand som står der og ser på mig med sine knap så hyggelige øjne.
I et kort øjeblik ånder jeg lettet op og griner lidt ved mig selv, for det må være et tilfælde og ham der står her er den andens dobbeltgænger, ligesom vi alle har vore dobbeltgængere ude omkring i verden.
Jeg begynder lettet, at gå hen imod kontoret, hvor man kan få besked om billetter videre til min næste destination, da jeg mærker et let prik på skulderen og vender mig og kigger. Hvis jeg før havde haft den indskydelse, at føle mig lettet, kommer det dobbelt tilbage i form af frygt, på grund af det jeg ser.
Der står han min lille heksedoktor med sine borende sorte øjne og visler til mig på sit dialektsprog, at jeg er dem skyldig. Mere siger han ikke, men hans øjne siger en fandens masse mere, sådan noget som, at hvis han måtte ja så åd han mig.
Jeg vender ryggen til ham og spæner henimod kontoret får bestilt billet og har endnu engang held. Bussen er stort set på vej, så hvis jeg skynder mig kan jeg nå den. Endnu engang så spæner jeg og når den.
Mit held består i, at den har været punkteret, så derfor er den cirka 5 timer efter planen. Desværre er den fyldt op med geder, høns og lokale, så jeg får anvist plads på taget sammen med mit rejsegods, og mange andres gods.
Jeg stiller mine ting på jorden og kravler op ad en metal stige på bagenden af bussen og rækker så ned efter disse. Hvem andre end min heksedoktor står der på jorden og slynger det op imod mig samtidig med at han visler ud igennem sine tænder, at jeg ikke kan undslippe min gæld.
Så går han, vender mig simpelthen ryggen. Begrebet, det isnede ned ad ryggen på mig, fik her for første gang i mit liv en betydning. På trods af den forbandede varme, så fik jeg det temmelig køligt. Jeg var ræd for at sige det lige ud.
Nå afsted kom vi og en bustur på taget kunne der skrives bøger om, men her skal kun nævnes, at man bliver umådelig beskidt.
15 timer gik, 15 lange timer, hvor jeg overhovedet ikke fik lukket et øje. Jeg havde mere travlt med at holde mig fast, fordi chaufførene her i landet ikke just er kendt for deres blide behandling af deres arbejdsplads samt vejene ikke helt lever op til det man hjemme forstår ved veje. Men frem til næste mål på turen kom jeg da.
Jeg har travlt og begynder straks at lede efter næste billetkontor. Får at vide, at der i denne by ikke findes et sådant. Fandens til sted at havne. Efter en kort forespørgsel finder jeg hurtigt ud af, at bussen som jeg skulle havde været med kørte for 5 timer siden. Lort. Selv om det er morgen er her stegende hedt, jeg er gennemblødt af sved og alt det støv jeg har samlet det sidste døgns tid er begyndt at blive til noget man under andre omstændigheder kunne kalde mudder.
Næste afgang er om cirka 20 timer, men ingen kan sige det med sikkerhed.
Lucy´s Green hotel, står der på en grønmalet facade lige overfor mig. Jeg sætter kursen lige imod det og efter få minutter når jeg dertil. Skaldede 2 US dollars kræver hun af mig for et værelse. Det er rent, min overraskelse er ægte da jeg træder ind. Det er ikke just det man er forvænt med her på kontinentet og et bad kan man til og med også få heldet er med mig, trods alt. Jeg fortæller hende målet på min destination og beder om at blive vækket en time før afgang samt jeg gør opmærksom på at jeg vil betale rigeligt for denne lille tjeneste.
Jeg må have et bad, men de har desværre kun temmelig koldt vand i hanerne. Et absolut iskoldt bad er ikke det, der er mest befordrende når man nu har så fandens stort behov for at sove, men det lykkedes da for mig at sove ind. Efter 2 timer bliver der banket på min dør og lille Lucy´s står der og siger at hun har skaffet mig befordring videre mod mit næste mål.
En lastvognschauffør som hun kender skal netop til denne by og jeg er velkommen til at sidde på ladet hvis jeg vil. På trods af min søvnmangel lykkes det mig at trække et smil frem og sige tak. Det er, af en eller anden grund, blevet vigtigt for mig at komme afsted. Jeg håber at det er muligt at få sovet lidt der på ladet.
En lille lousy lastbil holder og venter, chaufføren er af arabisk afstamning så han arbejder sandsynligvis på egen hånd. Her på kontinentet er det generelt fremmede kulturer der står for det private erhverv, således også araberne som ejer en fandens masse her omkring. Helt generelt kan man sige, at man ikke skal gøre forretninger med disse arabere, for uanset hvad, så er det dem der tjener mest på hvad det nu kan være.
Hånden bliver stukket frem og et stort hvidt smil kommer frem, han byder mig velkommen ombord og da han vender sig og går ind i førerhuset ser jeg at der sidder en pistol i hans bælte.
Jeg smider mine ting op, hopper selv op og er klar. Vi kører ikke, vi venter på endnu en passagerer får jeg at vide. Et øjeblik efter kommer en mand og en lille dreng gående, det er tilsyneladene en af dem der er min med passager.
Frygt. Det syn der møder mig da de når frem gør mig sgu for alvor bange. Manden er heksedoktoren, han snakker venligt med drengen på et sprog som jeg ikke forstår, på trods af at jeg kan indtil flere dialektsprog samt hovedsproget.
De når lastbilen og nu har jeg det for alvor varmt. Med et smil der ville være en bøddel værdig løfter heksedoktoren den lille dreng op til, på en måde så jeg ikke kan undslå at tage imod ham med mine hænder. For satan hvor jeg sveder.
Han visler ud mellem sine tænder, at jeg har noget af deres og de har noget af mit, derefter vender han sig og går.
Jeg troede koldsved var noget der skete i kriminalromaner, men bliver i dette øjeblik en lille smule klogere.
Så kører vi imod næste mål. Drengen sidder bare der og glor på mig, han siger ikke noget, glor bare. Har absolut ingen lyst til at snakke med ham. Jeg falder endelig i søvn og da jeg vågner er der gået 10 timer og det er bælgmørkt.
Vi rasler afsted og jeg mere fornemmer end ser, at der er andre på ladet. Drikker en slurk vand og falder igen i søvn. Vågner ved at dagen gryr, omkring mig sidder andre og sover i et ualmindeligt rod.
Jeg tæller mindst 8. Den lille dreng er ikke at se, men det rør mig ikke det mindste. Langsomt næsten umærkeligt begynder en bebyggelse og vi er på vej ind i en by. Da vi når en eller anden central plads stopper bilen.
Vi bliver sat af og får lov at betale ikke så lidt endda. De satans arabere……. penge er ikke mit umiddelbare problem. Kroppen er øm som en i he…… som om alt er rystet løst undervejs og nu forsøger at finde tilbage til de rette folder igen.
Endnu en busholde plads, endnu et rod med at få billetter og endnu engang er jeg heldig at få en billet til netop det mål som jeg har sat mig. Endda rigtig heldig, forstået på den måde, at jeg denne gang får en siddeplads på et dertil indrettet sæde.
De næste 10 timers kørsel er uden nogle nævneværdigheder og jeg når frem til mit bestemmelses sted.
Jeg sparer mig ikke og iler med det samme imod et kontor, hvor jeg ved at man altid kan få billetter ud fra dette gudsforladte sted. En araber ejer stedet og selvfølgelig må jeg betale ekstra fordi den satan kan se, at jeg ubetinget må havde den flyvebillet ud af dette land.
Det lykkes og endelig kan jeg ånde lettet op, flyet går imorgen og jeg planlægger at tage ind på Hotel Bushbaby hvor jeg normalt overnatter når jeg nu er i byen.
Går i receptionen hvor jeg bestiller mit normale værelse, kan ikke helt bestemme mig for, om jeg skal gå i baren og drikke en øl eller om jeg skal gå op at tage et bad først.
En kølig øl er altid godt, specielt i denne varme, så derfor sætter jeg kurs imod døren indtil baren.
Da jeg når døren ombestemmer jeg mig dog, klokken er 19.30 og hvis jeg går ind nu er det ikke sikkert, at jeg når at få taget det bad som jeg trænger så forfærdelig meget til.
Så jeg vender og går imod mit værelse. I det øjeblik jeg vender mig er det som om jeg bliver ramt af en kastevind. Hvorfra denne vind kommer, har jeg ingen ide om, men den kommer overraskende i alle tilfælde.
Vinden river samtidig døren op indtil Bushbaby baren og jeg når lige at kaste et blik derind inden den smækker i igen. Jeg fortsætter min vandring imod mit værelse og når endelig frem til det. Et varmt bad, et dejligt langt varmt bad, som jeg virkelig synes at jeg har fortjent.
De 15 minutter det varme vand er til, nyder jeg til fulde og derefter ligger jeg mig på min seng tilfreds med min rejse over land. Mit blik strejfer uret og jeg ser at klokken er 8 minutter over 8 om aftenen lokal tid. Det tilfældige ved tallene overrasker mig. Ligepræcis nu har jeg været her i landet i præcis 8 år 8 måneder 8 timer og 8 minutter.
Ganske kort rejser mine tanker tilbage til den eftermiddag, hvor jeg landede som endnu en nyankommen “jomfru”, så sover jeg ind.
Vågner ved at sveden har gjot lagnet gennemblødt, for satan det er varmt. Et eller andet er ikke som det burde være, mit hoved smerter som om jeg har drukket alt for meget.
Jeg sætter mig op og stikker hovedet ned imellem mine knæ. Det hjælper, jeg klarer lidt op.
Den varme, den er ved at tage livet af mig. Jeg må have noget koldt at drikke, beslutter mig for en øl. Må ned i baren, der står sandsynligvis også et par af mine venner. Så kan jeg altid fortælle dem om min utrolige rejse. Ikke fordi jeg forventer at de skal tro mig, for historien er sandsynligvis fortalt før.
Uden at kunne definere hvad det er, kan jeg mærke at der er noget galt. Der er noget der mangler, en hvis tomhed, sandsynligvis en naturlig reaktion oven på denne hektiske rejse. Klæder mig på og går ned.
På vej ind til baren er man nød til at passere receptionen. Denne anordning er lavet således, fordi de her på Hotel Bushbaby ikke bryder sig om at man tager kvindebekendtskaber med sig op på sit værelse.
Os der er stamkunder kan dog godt få lov til at omgås denne regel mod en klækkelig betaling til den som nu står i receptionen, men hernede rækker vores penge lidt længere så det er ikke det største problem.
I det obligatoriske sofaarrangement ovre i hjørnet, sidder der en og læser avis. En knude i maven melder sig. Uden at jeg kan se hans ansigt, er jeg ligepludselig helt klar over hvem det er der sidder der.
Øjnene nærmest brænder sig igennem avisen. På trods af varmen føler jeg en indre kulde og må undertrykke en rysten.
Den satan. Hvordan fanden har han klaret det så hurtigt. Mens jeg står der og kigger sænker han som i en absolut b-film sin avis meget langsomt.
Han stirrer endnu engang lige igennem mig og et bøddelsk smil kommer over hans fede læber, så lægger han avisen på bordet og går.
En kvalmene fornemmelse melder sig.
Det røgfyldte og ildelugtende lokale slår mig imøde da jeg åbner døren indtil baren. Mørket og røgtågerne er en skærende kontrast til de “rene” gange uden for ved receptionen. Er nød til at stå og sunde mig lige et øjeblik før jeg kan se noget.
To mænd står i baren, umiddelbart ligner det nogen jeg kender……”Livingston”, naturligvis. “Livingston” er altid at finde på Bushbaby.
En rar fyr, som man altid kan slå for en sludder. Han står og snakker med en en anden fyr der på en eller anden måde virker bekendt for mig, men umiddelbart kan jeg ikke lige se hvem det er da han står med ryggen til.
“Livingston” er tilsyneladene kommet til skade for to blå mærker løber parallelt ned over hans pande. Det kan ikke overraske, han får tit rodet sig ud noget som man ikke helt kan forstå. Varmen får sveden til at drive ned over min pande.
Det undrer mig at jeg ikke kan placere den anden for hans bevægelser og holdning virker meget bekendte.
De to er det netop det selskab som jeg har lyst til, så jeg sætter kurs imod dem. Da jeg har tilbage lagt halvdelen af distancen drejer den ukendte sig en halv omgang i et forvredent grin. Han ser syg og slidt ud, men virker stadigvæk bekendt. Alt for bekendt.
Så genkender jeg ham endelig, et tomt skrig udgår fra min mund, min mave krymber sig krampagtigt sammen og jeg er nød til at tage mig til mellemgulvet. Smerte. I samme bevægelse som jeg bruger for at tage mig til maven, bruger jeg også til at vende mig, således at de to ikke kan se mig.
Går et par skridt tilbage imod udgangen, men beslutter mig for at blive i baren. Svinger albuen op i på denne, med ryggen til “dem”.
For satan det er varmt. Må have en øl samt en Safari. Safari er noget lokalt sprut som har en utrolig virkning. Safari betyder rejse på hovedsproget hernede.
Da jeg kalder på tjeneren og bestiller hvad jeg nu har sat mig for, sker der det at den forbandede fyr ganske enkelt besvimer. Sådan en forbandet idiot. Man kan sgu heller aldrig regne med de lokale.
Nogle siger at der aldrig sker noget her på Bushbaby, “himlen” stedet hvor ingen ting sker.
Varmen er kvalmene, jeg er ikke tilbøjelig til at give dem ret.
Spot On 